24. – 28. November 2013
★★★★★☆
Der er flere gode grunde til enten at begive sig i Århus-biografen Øst for Paradis eller Grand Teatret i København, for fra søndag d. 24. november og en lille uge frem står der TYSKE FILMDAGE på programmet.
Man lægger stærkt ud med ZWEI LEBEN, som er Tysklands officielle Oscar-kandidat i år. Man kan slet ikke udelukke en nominering, for film om hvilke konsekvenser anden verdenskrig fik for mange mennesker, er ofte populære i Hollywood. Filmen fokuserer dog mere på hvordan den østtyske efterretningstjeneste udnyttede tragiske omstændigheder omkring bortadoption.
Bergman-dronningen Liv Ullmann gør et flot comeback som en gammel norsk mor, der tror hun har fået sin datter (en fyndig Juliane Köhler) tilbage. Köhler huskes bl.a. for hovedrollen i den tyske Osvar-vinder "Fortabt i Afrika".
Den film var instrueret af Caroline Link, og hun har også haft heldet med sig i sin nye film EXIT MARRAKECH. Her følger vi en ung mand, der er kommet til Afrika, for at knytte sig mere til sin fortravlede far, men som snart drager på sin helt egen eventyrrejse. Ikke siden Vittorio Storaro fotograferede Marrakech for Bernardo Bertolucci i "Under himlens dække", har man set denne magiske by indfanget så storslået af et filmkamera. I tilgift får vi bl.a. en kompleks faderskikkelse gestaltet gestaltet af talentfulde Ulrich Tukur samt et gensyn med den fortryllende Hafsia Herzi, César-vinder for filmen "Couscous" af den premiereaktuelle Abdellatif Kechiche ("Adéles liv – kapitel 1 og 2").
Festivalens scoop må siges at være en ny Heimat-film af Edgar Reitz. Få tyske instruktører kan som Edgar Reitz indfange en tid og en stemning, hans mammutværk "Heimat" overgår selv Rainer Werner Fassbinders "Berlin Alexanderplatz" som den definitive filmkrønike om Tysklands historie i forrige århundrede.
Nu har han begået en såkaldt prequel, hvori vi ser hvad der gik forud for Heimat-filmene om livet i og udenfor den lille tyske flække Schabbac. I overdådige sort-hvide billeder fra tid til anden krydret med enkelte farvemomenter tegner DIE ANDERE HEIMAT et formidabelt familieportræt. Med sit episke flow når den fire timer lange film op på siden af Jan Troells "Udvandrerne" og "Nybyggerne" samt Erik Ballings "Matador", og samtlige roller synes godt besat. DIE ANDERE HEIMAT fremstår som en mesterlig udvidelse af Heimat-sagaen og dermed også af den tyske filmhistorie.
Festivalens mest bizarre indslag må være den groteske ICH FÜHL MICH DISCO. Hanno og Florian er far og søn, og bortset fra kærligheden til deres hustru/mor og en betydelig overvægt, har de ikke meget til fælles. Da hun bliver indlagt, tvinges Hanno og Florian til at forholde sig til hinanden, men hvad stiller man op med en småborgerlig sortsynet far og en både klodset knægt, der helst vil danse disco?
ICH FÜHL MICH DISCO rummer mange morsomme detaljer og Axel Ranisch har et godt blik for kontrasterne i de to mænds universer, men rent billedmæssigt er der ikke meget at komme efter.
Underholdningsværdien kan man dog ikke fratage ICH FÜHL MICH DISCO, og som den korpulente far har Heiko Pinkowski da sine rørende stunder. Man kan diskutere om filmens homohistorie forekommer ganske overbevisende, men far-søn relationen skildres med en vis oprigtighed. Udstilles tykke mennesker til latter for andre eller er filmen loyal over for dem hele vejen? Døm selv…
Philip Grönin vandt juryens specialpris for DIE FRAU DES POLIZISTEN, og speciel er den da også, omend den næppe falder i alles smag. Instruktørens forrige film "Den store stilhed" fik da også flere gange folk til at udvandre fra biografsalen, men det kan nu godt betale sig at hænge på.
I DIE FRAU DES POLIZISTEN inddeles den næsten tre timer lange film i over 50 kapitler, der omhandler familielivet for en politibetjent, hans kone og deres lille datter. Tilsyneladende er alt lutter idyl, men noget virker galt. Den lille familie har f.eks. aldrig gæster. Vi bliver vidne til politimandens hysteriske anfald, men det er først, da man aner de blå mærker på konens krop, at man begynder at forstå problemets karakter. Konen forsvinder mere og mere ind i en drømmeverden med datteren, mens manden isoleres, hvilket kun gør ondt værre. Tragedien forekommer uundgålig, men ikke i den form, man burde forvente.
Det mest uhyggelige er næsten, at ingen tilsyneladende gør noget. Familielivet fortsætter – med datteren som både gidsel og offer. Men hvor længe?
FINSTERWORLD kan også betegnes som et værk ud over det sædvanlige. Her træffer vi en gruppe særegne individer, hvis usædvanlige relationer griber ind i hinanden. FINSTERWORLD har en underfundig humor, men også et rummeligt menneskesyn. Man glæder sig ikke mindst over gensynet med Margit Carstensen (Rainer Werner Fassbinders "Martha"), hvis forhold til sin fodmassør tager en uventet drejning.
Festivalen slutter af med SCHULD SIND IMMER DIE ANDEREN, der beskæftiger sig med resocialisering af voldsdømte mænd.
Fængselsfilm fik efter det franske filmhit "Profetten" en renaissance, og pludselig skulle alle lave brutale dramaer om livet bag tremmerne. I Danmark fik vi det noget overvurderede plagiat "R", hvorimod man i Tyskland klogeligt har valgt at skildre hvad der sker i næste fase. Ben bliver efter et brutalt fængselsophold forflyttet til en opdragelsesanstalt. Skæbnen vil, at han her skal undervises af en kvinde, der ikke ved, at en forklædt Ben på et tidligere tidspunkt sparkede hendes ufødte barn ihjel.
Edin Hasanovic finder fine udtryk for den forpinte hovedpersons indre kampe, og også siderollerne spilles med overbevisning. Historien virker i lange passager forudsigelig, og om filmen får den rigtige slutningen, kan i høj grad diskuteres. Men Lars-Gunnar Lotz svælger ikke i volden, som så mange andre instruktører før ham, men synes oprigtigt interesseret i at skildre menneskene bag.
Og således sluttede årets tyske filmfestival og man ærgrer sig kun over, at den ikke omfattede flere og gerne også lidt mere muntre titler som "Schlussmacher" (publikum-prisvinderen fra German Film Awards) , "Frau Ella" og "What A Man". Samtidig må man håbe på, at DIE ANDERE HEIMAT kommer i dansk distribution, så de mennesker, der ikke nåede at fange dette mesterværk endelig får mulighed for at se den hvor den hører hjemme – i biografen.
ZWEI LEBEN ****
EXIT MARRAKECH *****
FINSTERWORLD ****
DIE ANDERE HEIMAT ******
ICH FÜHL MICH DISCO ***
DIE FRAU DES POLIZISTEN ****
SCHULD SIND IMMER DIE ANDEREN ****
