SAFE HAVEN

★★☆☆☆☆

Lasse Hallström er den af de nordiske instruktører, der har haft det længste Hollywood-eventyr. Siden starten af 90erne har han speciailiseret sig i stjernestrøede feel-good film som "Once Around", "Hva’ så, Gilbert Grape ?", "Chocolat" og senest "Laksefiskeri i Yemen". og han er da også på hjemmebane, når han i SAFE HAVEN skal skildre livet i en hyggelig havneby.

Denne gang har han mindre erfarne navne i front, men Josh Duhamel slipper hæderligt fra at agere enlig far, der finder kærligheden igen. Julianne Hough har en slående lighed med den unge Meg Ryan, men har ikke så mange udtryk at byde på i de dramatiske scener. Både Josh Duhamel og Julianne Hough tager sig dog smukt ud i fotografen Terry Staceys linse, og det er lige ved at være nok.
¨
Historien om den hemmelighedsfulde pige Katie på flugt fra politiet forekommer meget forudsigelig i langt over en time, og man ved, at når Katie går igennem gulvbræderne i sit nye hjem, er det kun et spørgsmål om tid, før enkemanden tilbyder hende hjælp. Først da kriminalplottet for alvor trænger sig på, får vi en overraskelse, men den hjælper desværre ikke. For Hallström virker ikke fortrolig med krimi-genrens krav om logik og præcision, og vi synes faretruende nær B-film niveau jo nærmere slutningen vi kommer.

Til sidst henfalder Lasse Hallsström til forloren sentimentalitet, men må dele ansvaret med forfatteren Nicholas Sparks, der også skrev forlægene til tåreperserne "The Notebook" og "Dear John". Og samlet set ender vi derfor et sted, der må siges at være under Lasse Hallströms vanlige standard.