★★★★☆☆
Mungo Park Kolding har sendt en lille forestilling til Teater V i Valby og det skal de have tak for. For man får virkelig rørt lattermusklerne i de ca. halvanden time, som SMILET ER DEN KORTESTE AFSTAND varer.
Forestillingen er inspireret af selveste Victor Borge, men man synes også, at man genkender elementer fra Mr. Bean, Pallesen & Pilmark samt russisk cirkus.
To klovne mødes på scenen for at optræde hver for sig, men bliver begge noget overrasket over at se den anden på scenen. Der opstår en vis rivalisering mellem dem, indtil sød musik opstår.
Sproget veksler på ganske raffineret vis mellem det rene volapyk og så besynderligt genkendelige ord og vendinger. Der synges og spilles – både guitar og klaver – mens de krænger følelserne ud med deres lidet musikvenlige stemmer. Men når næsen – og dermed klovnemasken er borte, så breder vellyden sig.
Frank Thiel, der vandt en birolle-Reumert for "Hjem kære hjem" tilfører forestillingen en vis elegance. Men gang på gang løber den skuespillertekniske mere ufærdige Trine Gadeberg med opmærksomheden med sin morsomme babystemme, der på et splitsekund kan forvandle sig til en smægtende operarøst. Ingen kan dog hoste som Frank Thiel, den kommer virkelig helt nede fra mellemgulvet.
Man kunne med held have trimmet forestillingen et kvarter og bl.a. udeladt den ikke helt vellykkede krigssatire. Men Moqi Simon Trolin har iscenesat med sans for både underfundig humor og diskret teaterpoesi, så man tager gerne det unødvendige ekstra kvarter med.
