TINY

★★★★☆☆

Frøken Fracasos Kompagni har heldigvis valgt at kigge forbi vesterbros førende børneteater, Teatret Zeppelin, med en finurlig men også tankevækkende forestilling om den diminutive faldskærms-pioner Tiny Broadwick.

Anna Panduro har skrevet den autentiske beretning om den unge kvindelige heltinde, så den passer perfekt til målgruppen (de 7 til 12-årige). Hun står også selv på scenen i rollen som TINY og får passende modspil af Morten Bo Koch som barndomsven, cirkusdirektør m. fl.

Christian Q Clausens scenografi bruger både arkivbilleder og videoprojektioner til at vække fortidens flyvefantasier til live, og får liflig musikalsk assistance af Rasmus Christensen.

Så selvom TINY må betegnes som en lille forestilling, så rummer den storhed og giver lysten til at vide mere om disse flyverpionerer og i særdeleshed Tiny Broadwick.

Det er derfor ikke nogen dårlig ide at kombinere forestillingen med et besøg på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, hvor man kan få mere at vide om en lille betydningsfuld ung kvinde ved navn Tiny.

(Michael Søby)