★★★★☆☆
Tennessee Williams OMSTIGNING TIL PARADIS blev i sin tid en sensation på Broadway i Elia Kazans iscenesættelse. Kazans banebrydende filmversion gjorde Marlon Brando til international stjerne og indbragte Vivien Leigh en Oscar for en helt igennem rystende præstation, der stadig regnes blandt filmhistoriens største.
Også den første danske sceneudgave på Det Kongelige Teater gjorde stor lykke med Karin Nellemose som Blanche, Ebbe Rode som Stanley, Bodil Kjer som Stella og Mogens Wieth som Mitch. Mange andre danske opsætninger senere må man konstatere, at Tennessee Williams kræver det sublime, for at poesien for alvor får vinger.
På Aarhus Teater har man mobiliseret teatrets bedste kræfter, men Peer Perez Øian har placeret dem i Franciska Zahles.golde scenografi, der hverken virker klaustrofobisk eller på anden måde atmosfæregivende. Det er synd for de medvirkende, som kæmper bravt.
Nanna Bøttcher, der netop har opnået en velfortjent Reumert-nominering for sin imponerende indsats i "Girls & Boys". I OMSTIGNING TIL PARADIS viser hun atter forståelse for sin karakters udvikling. Blanche er en stadig mere desperat kvinde, der kæmper for sin egen overlevelse i en stadig mere grum verden personificeret i hendes primitive svoger Stanley.
Jacob Madsen Kvols gør dygtigt rede for Stanleys voksende utilfredshed med svigerindens langvarige besøg, men den seksuelle kemi imellem dem forbliver et postulat.
Mette Døssing finder bevægende udtryk for Stellas splittelse – uløseligt fastlåst mellem søsteren og manden. Hun bliver på mange måder hjertet i forestillingen, en ufrivilig bøddel, der aldrig kommer til at tilgive sig selv – i modsætning til sin mand.
Også i de mindre roller ydes der bemærkelsesværdigt spil. Christian Hetland er ganske rørende som Mitch, der virkelig kommer til at elske Blanche, men for svag til at modstå Stanleys macho-dominans.
Carla Eleonora Feigenberg er præcis som Eunice og kan i lighed med Viktor Pascoe Medom synge. Aftenens smukkeste stemmer finder man dog hos Lukas Toya, der også viser fin fornemmelse for Tennessee Williams’ poesi som henholdsvis ung inkassator og nænsom læge. Lukas Toya er da også blevet engageret til Det Kongelige Teater i næste sæson.
Peer Perez Øian lader de medvirkende synger en lang række sange, der ikke er en del af værket. Nogle af dem stemningsgivende og næsten relevante, men andre gange også forstyrrende, når teksterne ikke passer 100 procent til den konkrete scene, vi lige har oplevet. Sangene har det også med at reducere tolkningen af en scene, og det er i grunden synd, for kompleksiteten i Tennessee Williams’ dramatik kan sjældent rummes i en banal popsang.
Men OMSTIGNING TIL PARADIS er heldigvis så stærk et tekst, at selv de nævnte forbehold ikke kan ødelægge det. Og opnår de to hovedrollespillere ikke helt den hudløshed, som er nødvendig for at alle facettter af karaktererne kan folde sig ud, så yder de og det øvrige ensemble dog præstationer, som Aarhus Teater har ære af.
(Michael Søby)