VERA OG VALDE

★☆☆☆☆☆

Det fine lille revymuseum på Frederiksberg danner fra tid til anden rammen om forestillinger med relation til dette ganske særlige danske fænomen kaldet revy. Ina-Miriam Rosenbaum vandt faktisk en Reumert bl.a. for sin Marguerite Viby-forestilling her, og viste, at stor kunst godt kan finde vej til små scener.

Men kunsten er i fatal grad udeblevet fra den aktuelle forestilling, VERA OG VALDE, der fremstår som et opkog af numre fra gamle Vordingborg-revyer… En bagetel så ligegyldig, at man næsten bør være flov over at forlange penge for den. Der krummes tæer mere end der grines, og det er aldrig et sundhedstegn for en revy.

Gudskelov for Bente Eskesen. Hun knokler det bedste hun har lært, selvom man har svært ved at tilgive hende, at hun på det nærmeste tvinger de sagesløse tilskuere til at danse Zumba i stolene. Et forsøg på at få publikum med fra start, der falder til jorden med et brag. Dorte Kollos sange bruges mere ondt end sjovt til at tegne et billed af sangerindens liv, vittigst i den korte overgang mellem "Velkommen til verden" og "Gid du var i Skanderborg".

Chresten Speggers Simonsen virker rigtigst placeret som Prins Henrik. Speggers Simonsen har også ansvaret for forestillingens nye numre. Han fortolker også forestillingens bedste tekst, en opdatering af den gamle "nå"-vise, som Lone Hertz foredrog i sin tid, og som idag ganske passende omhandler ordet "Okay".

Carl Ulrik Munk-Andersen bør ikke klantres for sin musikalske ledsagelse, men redde forestillingen fra at være overflødig, det kan hverken han eller skuespillerne.