CHESS – THE MUSICAL

★★★★★☆

PTidligere på året hittede CHESS – THE MUSICAL ganske gevaldigt i Tivolis Koncertsal i den hidtil bedste danske opsætning. Ikke mindst sangligt blev forestillingen en triumf, og derfor forekommer det ekstra lykkeligt, at højdepunkterne fra denne udgave netop er udkommet på CD.

Som værk betragtet befinder CHESS – THE MUSICAL sig kvalitetsmæssigt mellem Abba-gutterne Björn Ulvaus og Benny Anderssons kunstneriske hovedværk "Kristina Från Duvemåla" og pengemaskinen "Mamma Mia". Et væld af gode sange har holdt CHESS – THE MUSICAL i live, selv i de perioder, hvad opgøret mellem øst og vest har fået handlingen og karaktererne til at synes gammeldags og karrikerede. Men det er som om, at den fortvivlende politiske udvikling i såvel USA som Rusland har gjort disse primitive mandetyper mere realistiske.

Stig Rossens smukke stemme kommer til sin ret i denne version, ikke mindst i glansnummeret "Mit hjertes land".

Men ligesom i sceneudgaven er og blive det Xenia Lach-Nielsens virtuositet, der imponerer mest og hun er da også efterfølgende blevet tildelt hovedroller i to store nye musicalproduktioner. Xenia Lach-Nielsen blev da også kåret som teatersæsonens sanger af cphculture.dk og modtog tilmed en velfortjent Reumert-nominering for sin indsats. Hendes duet med en ligeledes velsyngende Pernille Petersson bliver da også på flere måder CD’ens smukkeste nummer.

Dirigenten Mikkel Rønnov har godt styr på samspillet med kor og orkester, så der er næppe tvivl om, at denne CD vil skabe glæde i mange hjem juleaften.