LIVA

★★★★☆☆

Revyskuespillerinde Liva Weel oplever ganske passende på sit dødslege, at hele hendes brogede liv passerer revy i vilkårlig rækkefølge. Det sker i Vivian Nielsens begavede dramatisering, der drager på turné efter at have spillet på Folketeatrets Hippodromscene.

Liva Weel var i de tidlige 30’ere den helt store kvindelige stjerne, og leverede i film som "Odds 777" og "De blå drenge" en række af dansk films mest levedygtige filmsange. Vi får en del af dem serveret i denne vitale teatercollage, dog ikke nødvendigvis sunget af forestillingens Liva. Om man blot har gjort en dyd af nødvendigheden kan være svært at afgøre, men formen fungerer i al fald.

Ellen Hillingsø fremstår som en lidt for lækker Liva i første akt, men det kan være et bevidst valg fra instruktøren Rolf Heims side for bedre at understrege udviklingen i hendes karakter. Hillingsø får dog også bedre styr på rollen i anden akt, hvor hendes kropsprog ændrer sig og Livas forfald sætter ind.

Ellen Hillingsø har i sidste ende ære af sin præstation, selvom hun ligesom Ulla Henningsen i TV-udgaven virker for intellektuel i forhold til det uhyre folkelige livsstykke, som Liva var. Ulla Henningsens force blev hendes dramatiske tyngde og hendes flotte sangstemme. Sangligt klarer Ellen Hillingsø lige akkurat igennem i de begrænsede vokale udfordringer hun får.

Birgitte Raaberg, der rent fysisk faktisk har en større lighed med Liva, bakker Hillingsø op bl.a. i rollen som påklædersken Jacob(sen) og veninden Ella. Raaberg får æren af at synge "Sig de ord du ved", en af Livas smukkeste sange, og selvom et par af tonerne drillede på premiereaftenen, så bliver den en sejr for Birgitte Raaberg, ikke mindst spillemæssigt.

Det er dog Henrik Koefoeds portræt af P.H. alias Poul Henningsen, der for alvor tager stikkene hjem. Koefoed får lejlighed til at øse af sin store musikalitet bl.a. i et forrygende trommenummer, men han kan også håndtere Vivian Nielsens sylespidse replikker med en præcision, der fryder. Hans flotte monolog behøver dog ikke blive linket til vor tid – den kobling kan vi godt selv klare ligesom ordet "terrorisme" bliver forstyrrende i en Liva-forestilling.

Vivian Nielsens portræt af de kulturradikale synes noget mere nænsomt, end det vi møder i "Fritz Hansen Folket" på Mungo Park i Allerød. Danserinden Josephine Baker får tilmed endnu et comeback i den danske bevidsthed, og det er måske meget sundt i en stadig mere bonert tid, hvor enhver form for fysisk kontakt efterhånden bliver kriminaliseret?

Vi må ikke glemme elegante Karsten Jansfort, der tegner flere fine portrætter bl.a. som filmcensor, ex-mand og teaterdirektør. Jansfort har aftenens dejligste stemme, og vi får en befriende original version af "Glemmer du" – et af Livas allerstørste hits. Kapelmester Jens Krøyers formår på strålende vis at fastholde periodens lyd i dette som i alle andre numre, hvilket virkelig er en gevinst for vores samlede oplevelse.

Forestillingens højdepunkt blive den raffinerede orkestrering – dramatisk såvel som musikalsk – af P.H.-visen "Man binder os på mund og hånd". Her får hele holdet på forbilledlig vis gjort et centralt stykke kulturhistorie lyslevende.

Den afsluttende fællessang virker heller ikke påklistret, men snarere bevægende som "den lille anemone", der så fint rundede Det Flydende Teaters Kaj Munk-forestilling af tidligere på sæsonen. En tiltrængt påmindelse om den fællesskabsfølelse, der herskede i de år – personificeret af Liva Weel i et kort sekund.