-
Forside

logo logo logo

 

 

 

BEN-HUR

★★★★★★

Efter at have skabt en lang række mesterværker som bl.a. "Stormfulde højder", "De små ræve", "De bedste år" og "Arvingen" instruerede William Wyler en opulent farvefilm med titlen "Ben-Hur". Filmen satte Oscar-rekord med hele 11 statuetter - et antal, der aldrig er blevet overgået - kun tangeret. Filmen hører ikke engang blandt hans bedste, men er stadig lysår foran Timur Bekmambetovs nye version af BEN-HUR.

Selv med en spilletid på lidt over to timer (1959-udgaven tog ca. 3½ time!), så keder man sig intenst undervejs denne gang. Skal der overhovedet være nogen ide i at genindspille en så stor og populær en film, må det være, fordi den tekniske udvikling indenfor det sidste halve århundrede har øget de visuelle muligheder. Men effekterne er set bedre på mange computerspil og den hektiske klipperytme bidrager ikke til spændingen, men synes bare at tjene det formål at skjule effekternes kvalitet. Det gælder også i det afsluttende ræs, hvor man i perioder har svært ved at orientere sig.

Så vi må tage til takke med et par nydelige kamerature og de umiddelbare glæder over gensyn med flotte kulisser og Pilou Asbæk (igen en international skurkerolle til en dansker).

Den nye BEN-HUR-film er i det hele taget generøst prydet med nydelige mænd, der taler britisk engelsk inklusive filmhistoriens smukkeste Jesus: Brasilianske Rodrigo Santoro, som vi husker fra diverse film af Walter Salles og Hector Babenco, har dog også indspillet reklamefilm med Nicole Kidman, og det synes at være derfor, at man har hyret ham i denne sammenhæng.

For historiens åndelige lag, som William Wyler i sin tid formåede at behandle med både takt og finfølelse, bliver her blot en klæg masse, der fyldes i filmens sprækker. Samtidig tvinges en i denne sammenhæng helt misforstået parallel til Israel og Palæstina ned over handlingen på en både klodset og dum måde.

Man skal således ikke vente mirakler i BEN-HUR anno 2016, selvom folkene bag har brugt mange penge på at fremkalde dem. Men Morgan Freemans stemme er jo i sig selv en fornøjelse, også selvom han efterhånden satser så meget på den, at han åbenbart ikke føler behov for at agere. Så var der i sin tid trods alt mere liv i Hugh Griffith, der vandt en Oscar for samme rolle. Det gør Morgan Freeman ikke.

BEN-HUR fremstår som filmårets hidtil mest overflødige film, og et lysende eksempel på alt det, som er galt i filmbranchen p.t.


s