★★★★★☆
Christian Lollike hører ikke blot blandt tidens dygtigste teaterfolk. Mere end nogen anden har han også næse for hvad der er relevant at spille lige nu. Det gælder også for UROPA (et samarbejde mellem S/H og Corpus), der i aktualitet næppe overgås på nogen anden dansk scene i øjeblikket.
Rent kunstnerisk når han og de øvrige dog ikke helt derop, hvor den reumert-belønnede I FØLING endte, dertil forekommer forestillingen for defus. Sammensmeltningen af de professionelles og amatørernes universer lykkedes ikke helt denne gang i den prøvesal på Gamle Scene, som i halvanden time danner rammen om forestillingen.
Vi hører personlige beretninger fra flygtninge med rødder i bl.a. Uganda, Syrien, Burma og Pakistan. Stærkest virker scenen, hvor de henvendt til publikum på skift argumenterer for, hvorfor det lige netop er dem, som skal have asyl. "Pick ME!" (Vælg MIG!) råbes der næsten i munden på hinanden. Dér bliver flygtningeproblematikken pludselig uhyggelig nærgående, for hvordan skal man kunne vægte den ene rædsel mod den anden? Og er det ikke uacceptabelt og nedværdigende, at disse mennesker bliver nødsaget til at udstille deres egne lidelser igen og igen for at opnå en bare nogenlunde tålelig tilværelse?
Danserne – med Benjamin Buza og Alexander Stæger som de ypperste – får også sat stærke visuelle billeder på lidelserne, mest rystende i scenen, hvor de til lyden af pulserende trommerytmer danser med plastikposer ned over ansigterne.
Havde hele forestillingen været på dette niveau, var vi givet noget til tops i stjernesystemet, men denne gang når vi selv med god vilje ikke over de fem stjerner – hvor sympatisk man end måtte finde projektet.
