Siden 2006 har Tivoli budt velkommen til den meget amerikanske event Halloween, så den i dag næsten er at betragte som dansk. Besøgstallet er fordoblet og man forventer således henved en halv million gæster i år.
Hele Tivoli er udsmykket med over 22.000 græskar i alle størrelser inklusiv Danmarks største græskar. Særlige tilløbsstykker i denne periode er “Villa Vendetta” og “Det Hjemsøgte”.
30 handelsboder med fristelser – ofte med relation til Halloween – er placeret rundt i den smukke have, der bærer præg af efteråret i både farver og form.
De voksne, der ikke er til gys og græskar kan søge tilflugt i det japanske tårn, hvor en ny hollandsk pop-up restaurant med Michelin-anerkendelse står klar til at forkæle gæsterne.
Familiens småfolk kan man passende tage med til de søde Rasmus Klump-forestillinger, som Susanne Breuning har iscenesat på plænen. Her får Rasmus Klump selskab af både Flora og Græskarmanden.
Halloween i Tivoli har åbent til og med den 5. november, og den 31/10 er den officielle Halloween dag – og aften.