★★★★☆☆
"Is this end of the begining or the begining of the end?"
Sådan lyder det ganske rammende undervejs på soundtracket til denne ganske usædvanlige dokumentarfilm. For man ved ganske enkelte ikke, om man skal le eller græde ved mødet med de usædvanlige Angulo-brødre.
Sammen med deres søster og de overbeskyttende forældre har de levet i isolation i en lejlighed – uden venner, internet og mobiler. Moderen har undervist dem hjemme styret af den dominerende fader, og eneste kontakt med omverdenen har været via film. Men nu hvor de ældste af drengene er blevet voksne, begynder oprørstrangen endelig at gøre sig gældende, og en biograftur bliver ironisk nok første skridt ud i den virkelige verden. Klædt som THE WOLFPACK (jvnf. voldsfilmen "Håndlangerne") gør de deres skræmmende entre i byens gader, og fremstår netop som de freaks, som de frygter, de er blevet.
Via deres næsten uhyggelige opførelser af deres foretrukne film får vi desuden et indblik i syge sind, der tigger om at blive helbredt. Men instruktøren Crystal Moselle formår at se udover faderens skurkerolle ved også at fokusere på familiens sociale betingelser. For den skumle lejlighed skulle egentlig blot have været et midlertid stop, mens familien tjente penge, så man kunne flytte på landet. Økonomien tillod dog aldrig, at de flyttede, og med syv børn havde man mere end nok at se til. Man fornemmer også, at moderen gradvist erkender sit ansvar. selvom hun måske i endnu højere grad end børnene har været underlagt faderens vilje.
THE WOLFPACK bringer mindelser om Samira Makmalbafs rystende familieportræt "Æblet", hvor myndighederne til sidst greb ind, og reddede to småbørn fra mørket. Her fornemmer man, at skaden er sket uoprettelig, og er der ikke en forløsning til sidst, så aner vi i al fald en lindring af smerten.
