PERFECT MOTHERS

★★★★☆☆

Robin Wright yder en af sine bedste præstationer som kvinden Roz, der bor sammen med sin mand og deres voksne søn i en paradisisk del af Australien. Ikke langt derfra bor Lil (en ligeledes velspillende Naomi Watts), Roz’ nære veninde, der er enke og mor til hendes søns bedste ven.

Men da Roz’ mand tager på forretningsrejse og i den forbindelse planlægger at flytte famlien til Sidney, udvikler relationerne mellem veninderne og deres sønner sig i en yderst intens retning.

PERFECT MOTHERS er baseret på en lille roman af Doris Lessing og har manuskript af den Oscar-belønnede Christopher Hampton, der også som instruktør altid vover at gå nye veje rent tematisk. Det gælder også mht. PERFECT MOTHERS, hvor grænserne for moderkærlighed udfordres, og venskabers uskrevne love brydes. Men i sidste ende handler PERFECT MOTHERS måske om to veninders ubrydelige venskab.

PERFECT MOTHERS tager sig nydeligt ud – også når kameraet fokuserer på de to sønner. Nyskabende rent æstetisk kan man ikke kalde dette værk, men indholdsmæssigt vover den mere end de fleste andre film. Historien synes til med original – og hvor tit kan man sige det om en ny film ? Havde ægtemandens rolle været mere attraktiv, ville det have styrket filmens kompleksitet, men nu er man i al fald ikke i tvivl om, hvem man holder med.

PERFECT MOTHERS er instruktøren Anne Fontaines første engelsksprogede film. Hun har tidligere gjort sig fordelagtigt bemærket med den franske César-belønnede "Kemisk rens", der ligeledes udfordrede publikums seksualmoral. PERFECT MOTHERS fremstår også som en dejlig voksen film – skabt af folk med både udsyn, tolerance og talent.