★★★★★☆
18 gange har Anders W. Berthelsen været nomineret til en dansk filmpris – forgæves. De to gange han vandt en Robert var for at være medforfatter til sangen "Jeg vil ha’ en baby" fra Wikke og Rasmussen-filmen "Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger", og som medproducent på "Ser du månen, Daniel".
Men hvis der ikke vanker både Bodil- og Robert-pris for hans spil som Flemming BAMSE Jørgensen, så er der ingen rimelighed til. Hans livs rolle? Det virker sådan.
Een ting er sminkningen, som i den grad fungerer, men Anders W. Berthelsen formår også at bruge de ekstra kilo, han her bærer rundt på, i sit dybt bevægende portræt af en stor mand med et lille selvværd.
Men også filmens øvrige roller er uhyre stærkt besat. Johanne Louise Schmidt (som vi snart skal opleve som Ludvig Holbergs "Den vægelsindede" i Det Kongelige Teaters skuespilhus) er fortræffelig som Käte, kvinden der altid har hans ryg. Når man nu ved, hvor godt Johanne Louise Schmidt synger, ærgrer man sig over, at der ikke også er blevet plads til en sang til hende, men det giver god mening, for dette er og bliver Flemming "Bamse" Jørgensens historie.
Vi får et velkomment gensyn med Charlotte Bøving, der både har modtaget en Henkel-pris i 1995 og en Reumert-nominering i 2004 for sin bemærkelsesværdige scenekunst. Siden har hun bosat sig og filmet på Island, hvor hun har leveret stærke filmpræstationer i groteske komedie-dramaer som "Om heste og mænd" (2013) og "Blandt mænd og får" (2015). I rollen som Flemming "Bamse" Jørgensens stedmor gør hun et betydeligt indtryk i sine forsøg på at være loyal overfor såvel sin mand som den stedsøn, hun kom til at elske, som var det hendes eget barn.
Som Flemming "Bamse" Jørgensens lillesøster formår Signe Egholm Olsen at markere sig, selvom hun kun har få scener i filmen. Hendes korte tilstedeværelse i Flemming "Bamse" Jørgensens tilværelse får dog afgørende betydning i relationen til "fatter" (en fornem indsats af Henrik Birch).
Lars Ranthe er træfsikker som bøvet agent, og selv i mindre roller får skuespillere som Troels Malling Thaarup, Brian Lykke, Johannes Nymark og Mikkel Vadsholt deres øjeblikke.
Hvor filmen om John Mogensen næsten udelukkende var værd at se på grund af Rasmus Bjerg, så er BAMSE ikke udelukkende en stor filmpræstation, men i ligeså høj grad en glimrende film.
Instruktøren Henrik Ruben Genz opnåede da også tidligt i karrieren en Oscar-nomineringen for bedste kortfilm ("Bror, min bror"), og har både instrueret afsnit af tv-serierne "Nikolaj og Julie", "Forbrydelsen" og "Borgen" samt spillefilmene "Frygtelig lykkelig" og "Gud taler ud". Nu imponerer han atter med denne forbilledlige biografi-film, der fortjener at blive en enorm publikumssucces i de danske biografer.