★★★★★☆
Skal Det Kongelige Teater spille en Frank Sinatra-forestilling? Ja, for fanden da! Ligesom de også skal lave kinesisk opera og opføre afrikansk dramatik – men DET gør de bare ikke.
Men hvis det er Frank Sinatra, der skal til for at fylde Gamle Scene, så skal han være hjertelig velkommen. Den Kongelige Ballets dansere nyder tilsyneladende også denne afstikker til det mere musical-inspirerede univers, som Twyla Tharp har skabt til dem.
På bagscenen sidder Chris Minh Doky og hans veloplagte musikere og sætter ekstra fut i Frank Sinatra-optagelser og længere fremme finder vi den næsten obligatoriske bar, når man nu er i Sinatra-land. Sinatras profil toner frem på stjernehimlen sidst i forestillingen, men først efter vi har nydt over 30 Sinatra-sange.
Hver sang benyttes til at fortælle en lille historie – temaet er ofte kærlighed men med mere end et stænk erotik. Blandt de
otte dansere, der udgør forestillingens fire par, bemærker man med glæde Benjamin Buza i rollen som Sid. Buza har den helt rigtige karisma til dette natklub-univers og så er han den, der bedst har fat i den Sinatraske melankoli. Begge dele kulminerer i hans solo til den relativt ukendte "September of My Years", der bliver et utvetydigt højdepunkt i forestillingen.
Rent teknisk overgås han muligvis af Gregory Dean, der virker knivskarp denne søndag eftermiddag, og sammen med en forrygende Femke Mølbach Slot får han pulsen til at stige blandt publikum.
Der rundes lidt forudsigeligt af med "My Way" og "New York, New York", men da har øjnene for længst omstillet sig til at
kunne værdsætte balletdansere i en musical-verden. Faktisk forlader man det underskønne gamle teaterrum med ønsket om, at Det Kongelige Teater vil tage skridtet fuldt ud og søsætte "Carousel", "Oklahoma" og andre af de herhjemme så forsømte dansemusicals, så Det Ny Teater kan få lidt konkurrence.
