ÆKTE VARE

★★★★☆☆

Fenar Ahmad har både skrevet og instrueret ÆKTE VARE, som åbnede CPH PIX 2014. Filmen virker som et frisk pust, fordi den narko, som gang på gang spiller hovedrollen i danske film med indvandrere i centrale roller, her må vige til fordel for rapmusik.

Mikael (alias Kian Rosenberg Larsson alias rapperen Gilli) drømmer om et musikalsk gennembrud sammen med barndomsvennen Tariq, men det kniber med at få foden indenfor i branchen. Men da rapstjernen Apollo begynder at interessere sig for Mikaels tekster og tilbyder ham job, kommer barndomsvennernes venskab på en hård prøve.

Kian Rosenberg Larsson tegner et følsomt portræt af en ung forsømt fyr, der arbejder med at holde sin sti ren og finde sin plads i livet. Han har tilmed selv skrevet de rapnumre han fremfører i filmen.

Han får god hjælp af bl.a. Ali Sivandi, Casper Sloth og måske især Marijana Jankovic, der efter roller i TV-serien “Arvingerne” samt den Oscar-belønnede kortfilm “Helium” endelig er ved at slå sit navn fast i dansk film. Som veninden Jelena er hun ikke bleg for at vise venindens svagheder, men vi fornemmer samtidig, at hun faktisk hjælper Mikael og vil ham det godt.

ÆKTE VARE kan bryste sig af et ret svedigt soundtrack og en dynamisk billedside. Og selvom historien kan lyde banal, så rummer den flere fine iagtagelser bl.a. den splittelse, som mange indvandrere synes præget af.