★★★★★★
Christian Lollike har før skabt debat med sine skuespil og var sidste sæsons mest omdiskuterede teatermenneske på grund af de Reumert-belønnede forestillinger "Manifest 2083" og "Skakten".
Nu har han som dramatiker og iscenesætter skabt den kontroversielle ALL MY DREAMS COME TRUE, hvor han går i flæsket på selveste Disney-koncernen. I stadig mere uforfærdet stil blotlægger han det forløjede verdensbillede, som vi alle tilsyneladende er blevet ofre for.
Som eksponenter for denne tese præsenteres vi for en kvinde med en depression og en mand, der kun er deprimeret. De indleder en efterhånden temmelig heftig diskussion, der kulminerer i en fællesrejse via klædeskabet på jagt efter det eventyr, der kan give mening i tilværelsen. Som Snehvide og Aladdin på syretrip bliver fantasierne stadig vildere.
Og selvom både Supermand, den lille havfrue og de to eneste overlevende af de syv dværge dukker op, er der på ingen måde tale om en børnevenlig forestilling. Man kommer da også i tvivl om, hvorvidt forestillingen i det hele taget kan betegnes som venlig, når en spastisk ung mand skydes i hovedet for derefter at få bollet kraniet af Onkel Joakim…
Men heldigvis viser forestillingen sig at være meget mere end effekter, for den rammer i den grad hovedet på sømmet i en tid præget af fremmedgjorte handlingslammede mennesker.
Lollike har i Marie Louise Wille og Morten Burian ikke bare to skuespillere med forbløffende vovemod til rådighed, men også en række uhyre velvalgte statister, der alle gør stor nytte i det groteske univers. For Lollikes verdensbillede forekommer heldigvis meget større end Disneys (eller rettere "Diskey", som man i afgørende passager må kalde ham for at undgå sagsanlæg).
ALL MY DREAMS COME TRUE vil muligvis dele publikum i fans og fjender, men man kommer ikke uden om, at Christian Lollike igen har lavet teatersæsonens mest opsigtsvækkende forestilling.
