★★★★☆☆
Rent filmisk kan man mene, at Daniel Rohers film om den russiske oppositionsleder Alexei Navalny er såre ordinær med sin traditionelle mix af officielle og uofficielle optagelser med hovedpersonen i fokus. Men krigen i Ukraine har ikke gjort Putin mere populær og NAVALNY vil af mange blive opfattet som et konkret bevis på Putins mordforsøg på NAVALNY.
Vi følger NAVALNY og hans nærmeste medarbejdere i deres søgen efter bevis på, at det var Putins folk, der stod bag, da Navalny blev forgiftet på en flyrejse. Det bringer NAVALNY og co. i kontakt med medarbejderne på den kemiske fabrik, hvorfra en række attentater på systemkritikere over hele kloden er blevet forberedt.
Ved at hacke ind på deres kontier, erfarer NAVALNY og hans folk, at flere af medarbejderne sjovt nok befandt sig samme sted som NAVALNY forud for hans flyrejse. NAVALNY får også adgang til de mistænkte medarbejderes telefonnumre, og ringer til flere af dem under dæknavn. Flere smækker på, men en enkel ryger i fælden og tilstår uden at vide, at samtalen blev optaget.
Kort tid efter forsvinder medarbejderen fra jordens overflade, men NAVALNY offentliggør samtalen, som skaber sensation på nettet. Da NAVALNY fra sit eksil i Europa meddeler, at han vender tilbage til Rusland, opstår der tumult i lufthavnen, og han ender med at blive arresteret. På den ene side beskyldes han for terrorisme og på den anden for at være CIAs spion. At dokumentarfilmen NAVALNY er amerikansk produceret, vil muligvis kun støtte Putins tilhængere i deres beskyldninger.
NAVALNY har den gode timing på sin side, og en publikumspris fra Sundance-filmfestivalen i rykken. Filmens – og NAVALNYs – skæbne synes på den lange bane at afhænge af den politiske udvikling i Rusland. Vi nøjes ikke med at vente.
