★★★★☆☆
Efter DIRCH-filmens store publikumssucces var det blot et spørgsmål om tid før den næste store danske biografi-film kom. Christoffer Boe slår imidlertid to fluer med eet smæk i sin nye film SPIES OG GLISTRUP, der tegner saftige portrætter af to yderst kontrovercielle kendiser.
Både Simon Spies og Mogens Glistrup er tidligere blevet portrætteret på scenen af henholdsvis Anders Mattesen og Esben Dalsgaard, begge forbilledeligt. Helt så langt når hverken Pilou Asbæk eller Nicolas Bro, men alligevel længere end filmens trailer indikerer og Bodil-nomineringer synes oplagt. Pilou Asbæks stemmeføring lyder som Spies’ det meste af tiden, men virker i passager også en smule påklistret og udvendig. Asbæk forekommer mest overbevisende i Spies’ få stille stunder eller når gavflaben kommer op i ham til et forretningsmøde. Det glade vanvid havde Spies og Glistrup til fælles og det fornemmer man heldigvis også i filmen. Nicolas Bro har godt fat i Glistrups desperation og hans accentmæssige svipsere er få men tydeligst, når han synger.
Birollerne fremstår i sagens natur mindre interessante, men Jesper Christensen får naturligvis markeret sig i rollen som Glistrups livslange rival. Trine Pallesen yder også en hæderlig indsats som Lene Glistrup, men ser alt for godt ud, og sprogtonen virker en anelse for moderne.
Tidsbilledet er ellers overbevisende og man har nok gjort klogt i at koncentrere sig om venskabets tidlige år. På den anden siden får vi rigeligt om morgenbolledamerne og meget lidt om Glistrups politiske karriere. Boe skal dog roses for, at han ikke har berøringsangst med emnerne, og selvom SPIES OG GLISTRUP rent stilistisk må anses for at være Boes hidtil mest konventionelle film, så sørger SPIES OG GLISTRUP heldigvis for, at der er grænser for pænheden.
