★★★★★★
På Mungo Park fik man for nogle år siden den geniale ide at dramatisere Søren Kierkegaards mesterværk FORFØRERENS DAGBOG, og det kunne jo sagtens være gået rigtig galt, men i Martin Lyngbos opfindsomme iscenesættelse findes en fuldkommen balance mellem gammelt og nyt, således at teksten respekteres, uden at et moderne publikum keder sig et sekund. Det gjaldt dengang og det gjaldt igen på Teater V i Valby, hvor forestillingen viste sin levedygtighed ved et alt for kort gæstespil.
Ved hjælp af en håndfuld veloplagte skuespillere anført af elegante Kasper Leisner som den beregnende Johannes oplever vi kærlighedens destruktive magt på nært hold. Anders Budde Christensen og en uhyre velsyngende Signe Kærup Hjort er nye på holdet, uden at niveauet daler.
Når følelserne bliver for store, bryder de medvirkende ud i sange med musik af Xander og Anne Linnet, men det er Kierkegaards ord, der fornuftigt nok har hovedfokus og man kan ligefrem mærke, hvilken fryd det er for alsidige Christine Albeck Børge at sige replikker som "Jeg har gigt i hovedet", "Død og pestilence" m. fl. Hvem siger at Kierkegaard ikke havde humor ?
FORFØRERENS DAGBOG må gerne holde sig på repertoiret i mange år endnu, for den må afgjort regnes for en af de største teaterbedrifter i dette årti.