HAN, HUN, VOV OG IGEN!

★★★★☆☆

Det er efterhånden 7 år siden, at Jens Jacob Tychsen og Bodil Jørgensen hittede på Café Teatret med deres muntre julecabaret "Han, Hun, Vov og Pelse". I mellemtiden er de for alvor blevet verdenskendt i Danmark via "Badehotellet". Nu står de atter på scenen sammen i showet HAN, HUN, VOV OG IGEN på Repuliques store scene, der nok også virker en anelse for stor til en forestilling af denne type.

Måske derfor har man valgt at lægge ud med den pompøse åbningsmusik fra "Rumrejse år 2001" – fremført på en måde, der i den grad får taget luften ud af ballonen og lattertårerne til at trille.

Teksterne svinger mere i kvalitet denne gang, men humøret er heldigvis intakt, og det smitter. Jens Jacob Tychsen og Bodil Jørgensen er noget så ejendommeligt som et umage par, der klæder hinanden, og der er simpelthen ingen grænser for hvad de vil tage i deres mund. Det gør showet særdeles velegnet som mellemret i en firma-julefrokost, da det både rummer en del musikindslag samt nogle frække numre.

Jens Jacob Tychsen nøjes ikke med at synge, men spiller også på blokfløjte, klaver og bækken. Bodil Jørgensen nyder vi både i fatsuit og med afrohår samt på klingende sønderjysk.

Iscenesætteren Joy Maria Frederiksen vover at gå til kanten og lidt over, og det klæder forestillingen, selvom enkelte numre med fordel kunne være strøget som f.eks. skospåning og måske en enkel campingsketch?

Humoren kan fra tid til anden virke indforstået (hvem husker Helge Scheuer udenfor teaterkredse?) – men det er en del af charmen ved HAN, HUN, VOV OG IGEN!, der trods skavanker bliver spillet hjem af to veloplagte originaler.