★★★★☆☆
Er Olaf Højgaard en idiot, fordi han har påtaget sig rollen som en norsk massemorder? Det spørgsmål
formulerer han selv i forestillingen MANIFEST.
Højgaard, der yder en stor arbejdsindsats, erkender på
scenen, at hans fordybelse i rollen også har haft personlige
konsekvenser, og at han er blevet truet, efter at det er blevet
kendt, at han skal spille rollen.
Dermed bliver MANIFEST i lige så høj grad en forestilling om
kunstnerens ansvar, og derfor i grunden også mere interessant end hvorfor endnu en forkvaklet højreekstremist går amok.
Atter engang har Christian Lollike en tendens til at ville fylde så mange oplysninger på os, at det går udover dramatikken,
hvor fiffigt Lollike end har iscenesat MANIFEST med brug af såvel citater fra manifestet som egne tekster.
Forestillingens finale, hvor vi tilsyneladende befinder os i et
af de videospil, som både Højgaard og morderen har spillet,
og hvor skydevåbnet pludselig rettes mod os, forekommer noget banal.
Og ja, pressen bærer også sin del af ansvaret, det er en ligeledes en gammelkendt sandhed, mens det aldrig bliver klart hvad der – udover skuespillerens fascination af denne massemorder – egentlig var årsagen til, at man vil lave
denne forestilling.
Olaf Højgaard og co. er naturligvis ikke idioter, fordi de gør det, men nok lovligt naive, hvis de ikke indser, at også de har båret brænde til bålet.
