★★★★★☆
Atter engang må man rose folkene bag Nordisk Råds Filmpris for at have fundet frem til en række fremragende nordiske film, der virkelig understreger såvel kvaliterne som alsidigheden i den nordiske filmproduktion.
Fra Island kommer den enkle men smukke road-movie EITHER WAY (Á Annan Veg). To meget forskellige mænd har fået til opgave at lave striberne på en ny vej i en øde
afkrog af Island. Det kommer til en konfrontation mellem dem, men filmen ville være en dårlig bittersød komedie hvis den ikke lagde op til forsoning hen imod slutningen. Der spilles med gode glimt i øjet, men det er farvespillene i den islandske natur, der gang på gang stjæler billedet i denne charmerende bagatel, der i tilgift byder på et par islandske pladehits.
Anderledes alvorlig virker THE ORHEIM COMPANY (Kompani Orheim) om et fadertraume, der vender tilbage med fornyet kraft, da den alkoholiske og voldelige far går til grunde efter at hans familie har forladt ham. En konventionel men tydeligvis dybtfølt familiefilm med endnu en stor præstation af Norges p.t.mest alsidige skuespiller Kristoffer Joner, der vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle på den allerførste Copenhagen International Film Festival.
Det usædvanlige ved den finske THE PUNK SYNDROME (Kovasikajuttu) er ikke dens form men dens emne.
Filmen beskriver nemlig en gruppe mentalt handikappede (det man i gamle dage fejlagtigt kaldte for "åndsvage"), der finder sammen i et punk-band – med forbløffende resultater til følge. Medlemmerne skriver deres egne sange og optræder med dem, så man får øjnene op for, hvor meget de også kan bidrage med. En tankevækkende men også sød og morsom film med et smukt budskab.
Det danske bidrag er EN KONGELIG AFFÆRE, der netop har opnået status som officiel dansk Oscar-kandidat. EN KONGELIG AFFÆRE fremstår på flere måder som et majestætisk værk, og et godt bud på årets bedste danske film. En gloriøs kalorierig hofdessert med både øjenguf og god smag.
Mange har forsøgt at filmatisere det royale trekantsdrama, der er kernen i filmen bl.a. Erik Balling og Kaspar Rostrup. Men nu blev det Nikolaj Arcel, og det er han heldigvis sluppet godt fra.
I en krævende rolle som den i al fald tilsyneladende gale konge ses den unge talent Mikkel Boe Følsgaard. Han kvitterer for chancen med en uortodoks og modig
præstation, der allerede har indbragt ham prisen for bedste
mandlige hovedrolle i Berlin.
Mads Mikkelsen forbliver i høj grad Mads Mikkelsen, men låner dog autoritet til rollen som manipulatoren Struensee, der ikke bare tiltusker sig magten i Danmark, men også gør kongens unge kone, Caroline Mathilde med barn. Hun spilles kønt men med flad replik og forstyrrende svensk accent.
Filmens største problem er i det hele taget sprogtonen.
Manuskriptet får fornemt formidlet den grundlæggende historie, men skuespillernes sprog virker til tider for
moderne og flere replikker går direkte tabt i jagten på et (for)
nutidigt sprog. Man har feks. svært ved at tro, at Cyron
Melvilles har sans for Voltaire, hvorimod Bent Meiding kan sige sine replikker, så han ikke forråder, den tid han
repræsenterer.
Det er tilmed historisk fejlagtigt, når der anvendes ord
som svans i manuskriptet, det giver et helt forkert indtryk af
seksuelle minoriteters synlighed i 1700-tallet.
Men som produktion betragtet undgår EN KONGELIG AFFÆRE ikke at imponere. Veteranen Manon Rasmussen lader sin formidable karriere kulminere med kostumerne
til denne film. Rasmus Videbæk maleriske billeder må også
betragtes som et foreløbigt højdepunkt i hans karriere. Og EN KONGELIG AFFÆRE står i stor gæld til feks. Stephen Frears sublime "Farlige Forbindelser", så er den i dansk sammenhæng et særsyn og en bedrift.
Stilistisk mest interessant blandt de nordiske film
må dog siges at være den svenske PLAY. Filmen har vakt stor opsigt også udenfor Sverige med sin uhyre præcise beskrivelse af ungdomskriminalitet. Man kan næsten frygte, at filmen giver flere ideer end den forhindrer, men filmmediet er jo ikke per definition pædagogisk.
Med en æstetisk form, der i et dvælende tempo næsten afholder sig fra nærbilleder, men køligt affotograferer en række forbrydelser, er det spørgsmålet om filmen ikke primært henvender sig til et intelektuelt voksent publikum.
PLAY er baseret på en række teaterimprovisationer med unge indvandregrupper, og instruktøren Ruben Östlund arbejder bevidst med grænsen mellem leg og alvor – også selvom filmens unge har svært ved at sætte grænser.
PLAY er uhyre velfotograferet, og de sikkert komponerede billeder vil ikke forsvinde fra nethinden, selv længe efter at man har set filmen. PLAY har da også en påtrængende historie at fortælle, en beretning om en gruppe unge
mennesker ladt i stikken i et kulturelt vakuum. Så selvom PLAY kræver en del af publikum, og kan virke kvælende i sin insistrende fastholdelse af ubehagelige sammenstød, så bliver PLAY i sidste ende en god og givende filmoplevelse. Og det kunstneriske stærkeste bud på Nordisk Råds filmpris.
