★★★★★★
Marcel Pagnols bøger har dannet grundlag for mange filmiske mesterværker. I 30erne og 40erne nød man Raimu og Pierre Fresnay i filmene om Cesar, Fanny og Marius. Og i 8oerne fik vi Claude Berris lige så uforglemmelige film (Kilden i Provence og Manon og Kilden) om den stakkels Jean De Florettes forunderlige skæbne.
Marcel Pagnols karakterer er guf for store skuespillere og dem havde man i Gerard Depardieu, Yves Montand og Daniel Auteuil, der dermed fik sit verdensgennembrud. Så intet under, at Marcel Pagnols fortællinger står Daniel Auteuils hjerte nært, og hans filmatisering af BRØNDGRAVERENS DATTER bærer da også et umiskendeligt præg af kærlighed til stoffet. At Daniel Auteuil også har forståelse for det, viser han både som instruktør, og i hovedrollen som den hårdt prøvede brøndgraver, på mange måder kulminationen på Auteuils formidable karriere.
Jo, det er klassisk, men med så udsøgt sans for skik og brug i det gamle Provence, og med så stor ømhed overfor alle karaktererne. Spillet er en fryd hele vejen rundt, foruden Auteuils majestætiske brøndgraver glæder man sig over den smukke Astrid Bérgès-Frisbey, der i titelrollen fortjener et gennembrud a la det, som blev Emmanuelle Beart forundt efter hendes indsats i Manon og Kilden. Veteraner som Jean-Pierre Darroussin (Un Air De Familie) og Sabine Azema (En Søndag På Landet) lyser op i markante biroller, og så er det svært at stå for Kad Merad i en mesterlig præstation som den godhjertede felipe, der så gerne vil tage sig af den faldne datter. Den beåndede filmkomponist Alexandre Desplat, der også stod for musikken til Tree of Life samt Kongens store Tale har igen tryllet ved tangenterne, og er med til at løfte denne film om i et luftlag, som man ellers kun troede fandtes over en kornmark i Provence.
