Månedens udflugt:

★★★★★☆

NYKØBING F. REVYEN 100

Nykøbing Falster revyen kan fejre 100 års fødselsdag i år – heraf 22 med Flemming Krøll ved roret, hvilket er rekord. Direktøren står også denne gang selv på scenen, og brillerer i flere omgange som moderniseret præst med saftigt slangsprog – vittigt forfattet af Vase & Fuglsang.

En af Krølls forcer som teaterdirektør er hans evne til at omgive sig med talentfulde mennesker, og om det så er det smalhoftede serveringspersonale, der vimser ud og ind mellem de tætpakkede borde, så udstråler de alle professionalisme.

Men det er selvfølgelig især på scenen, at Flemming Krøll sætter sit præg, og man konstaterer med glæde, at han til jubilæumsåret har fundet det helt rigtige stjernehold.

Susanne Breuning er og bliver forestillingens hjerte. Hvad enten hun gir den som Linse Kessler eller dronning Margrethe – jo, kvinder KAN og SKAL altså også spille dronningen – så udstråler hun en spilleglæde, der er så smittende, at man ikke kan lade være med at nyforelske sig i hende.

Vicki Berlin har bestemt også sine øjeblikke – først som frigjort tennisstjerne, der i en skæg variation af et klassisk Gitte og Otto Hænning-hit nu vil "skilles fra farmand". Siden som reality-TV tøsen med det smadrede ordforråd.

Rasmus Krogsgaard demonsterer bl.a. i det flotte indledende jubilæumspotpouri, at han både kan skrive og fremfører en tekst, og vælter senere salen med sine parodier på Thomas Blackman og Ole Henriksen.

Og endelig er der Karsten Jansfort. Mere alsidig og musikalsk en revyskuespiller skal man lede længe efter. Hvem anden end han kan spille både Jørgen Ryg, Dong-direktør, fuld kaptajn,livlig olding…og Lebbe-Lone ?

Det er ingen dårlige numre i årets revy og højest et
enkelt overflødigt ("Fluer på væggen"). Jeanne Boel
og Flemming Krøll sørger tilmed for, at det hele
glider så tjept over scenen, at selv de togrejsende
kan nå hjem på en sviptursbillet. Og når nu den
nærliggende Marielyst strand er blevet kåret til
årets bedste, så er det da helt oplagt at bruge en
dejlig sommerdag på en heldagsudflugt til Nykøbing
Falster, hvor smilet og sommeren har så gode kår.