★★☆☆☆☆
Ideen med at lave en dramatisering af de populære børnebøger om ANT BOY er slet ikke tosset. Hovedkarakteren fremstår som en kombination af "Gummi Tarzan" og "Spiderman", og rollen er lagt i hænderne på den teaterdebuterende Robert Hansen, kendt fra både ungdomfilmene om "Anja og Viktor" samt TV-serien "Vild med dans". Robert Hansen har en åbenlys spilleglæde, der også
skinner igennem på scenen, men synge kan han altså ikke og forestillingen er uheldigvis en musical.
Det bliver derfor Camilla Lohmann, i dobbeltrollen som nørdet dreng og kæk pige, der tager de fleste stik hjem, for hun kan det hele. Hendes moster Liselotte Lohmann har også et par festlige scener i de "TV-klip" om ANT BOY og hans meritter, der udgør en væsenlig del af forestillingen. Som mager TV-journalist genkender man desuden Sophie Lassen-Kahlke (Robert Hansens faste partner fra "Anja og Viktor"-filmene). Forestillingen er noget ubehjælpsomt skrevet af Chris Skytte og slapt instrueret og produceret af Louise Schouw, der også har har påtaget sig flere rolle i forestillingen. Det havde de ikke behøvet.
Man ærger sig over, at de mange sceniske muligheder som ligger i ANT BOY-universet ikke har fundet vej til scenen. BATMAN i Forum viste i al fald tidligere på sæsonen, at man sagtens kan omsætte en superhelts historie til teater, når bare kreativiteten er til stede. Det var den kun i begrænset omfang i Ishøjs nydelige kulturcenter, der dannede rammen om premieren.