SICARIO

★★★★☆☆

Efter den mærkværdige "Maelström" og den Oscar-nominerede "Nawals hemmelighed" ("Incendies"), gjorde kanadiske Denis Villeneuve et vellykket spring til amerikansk film med det medrivende kriminaldrama "Prisoners". Hans efterfølgende samarbejde med Jake Gyllenhaal virkede dog mindre overvisende, men nu er han tilbage i ganske imponerende form med den barske SICARIO om narkobandevældet i Mexico.

Han har atter allieret sig med fotografveteranen Roger Deakins, der meget vel kan føje Oscar-nominering nr. 13 til de 12, han har i forevejen. Hans velkomponerede billeder fra den vanrøgtede by Juarez og omegn viser os med al ønskelig tydelighed, at man har tabt kampen mod narkohajerne i store dele af Mexico.

Emily Blunt ("The Devil Wears Prada") illuderer overbevisende som svedig amerikansk agent, der accepterer en hemmelig CIA-mission. Hun får dog snart moralske skrupler, da det viser sig, at der snarere er tale om en likviderings-operation, men hvad gør man, når reglerne er blevet ændret på højeste sted.

SICARIO sætter fokus på det mexikanske nederlag i kampen mod narkoen, men den henleder også opmærksomheden på de nye beføjelser i CIAs arbejde, som tillader et direkte omend uofficielt samarbejde med mordere. Villeneuve har ingen lette svar, for hvad skal man stille op, når kun henrettelser løser op for problemerne?

SICARIO sniger sig ind på tilskueren som en snigskytte på sit mål. Villeneuve kan med sin opstændelige fortællemåde virke lidt trættende i starten, og når filmens hovedkarakter ikke rigtig synes at foretage sig noget på sin mission, er filmen faretruende nær på at kede.

Men Josh Brolin viser sig heldigvis fra sin veloplagte side som sandalbærende leder af missionen, og selvom vi har set Benicio Del Toro spille forkrampet dræber før, så gør han det også denne gang effektivt. I sidste ende bliver filmen en sejr for Villeneuve, fordi han får os til at forstå kompleksiteten i et ikke ubetydeligt etisk problem.