★★★★★☆
Så kom der endelig lidt format over en forestilling i det royale Skuespilhus efter den floveste sæsonstart i mands minde. Instruktøren Staffan Valdemar Holms livtag med Bertolt Brechts tekst er i al fald blevet intelligent stort men også lidt for langvarigt teater om magtens arrogance.
Handlingen udspiller sig i gigantisk trækasse, der truer med at falde sammen om ørene på de medvirkende. For når magtens aktører vil gøre deres entre, så smadrer de bare en væg og trænger ind i vore hjem. Endnu en storartet scenografi af Staffan Valdemar Holms hyppige samarbejdspartner, scenografen Bente Lykke Mølllers.
I denne relativt lukkede verden, hvor ind- og udgange kun synes afstukket af samfundets mest privilligerede, møder vi en fuld PUNTILA (forrygende veloplagt gestaltet af Olaf Johannessen med båd vid og bid). Magtmennesket PUNTILA bliver så let følsom, når han drikker, hvilket udmønter sig i en højest uventet gavmildhed udløst af hans modtagelighed overfor sentimentaliteten i rørstrømske finske sange. Han får bl.a. selskab af sin chauffør Matti (en lidt for cool Lars Ranthe) og en stangberuset dommer (ubetaleligt vittigt spillet af Søren Sætter-Lassen).
Matti kender dog også en anden side af PUNTILAs væsen, for når PUNTILA er ædru, bliver han ondskabsfuld. Det går bl.a. ud over Matti, der udsættes for grove beskyldninger uden at tage til genmæle, for det lønner sig i grunden bedst i længden.
PUNTILA svigter også de fire kvinder, han har forlovet sig med i en brandert, men værst går det ud over datteren Eva, der kæmper en stadig mere desperat kamp for at følge med i hans lunefuldheder. Hun spilles med snigende nærvær af Johanne Louise Schmidt, der fremstår som et grotesk mix af Olivia fra Skipper Skræk og Irm Hermanns mest forpinte Fassbinder-kvinder. Rystende er hun i den totale ydmygelse ved sidste nadver, hvor PUNTILAs sande natur kommer frem.
Hævet over den verden, han regerer, og umulig at slå benene væk under, ler PUNTILA blot af os – vel vidende, at vi ikke længere kan nå ham. Vores eneste trøst er, at han en dag heller ikke længere kan nå os.
