ALIVE!

★★★☆☆☆

Vincent Boujons lavmælte dokumentarfilm ALIVE! (hvorfor må den ikke hedde "I live" eller originaltitlen "Vivant!"?) omhandler fem hiv-smittede fyre, der mødes for at springe i faldskærm. Filmens kvalitet ligger i scenerne, hvor de deler deres historier med hinanden, hvilket desværre kun udgør en relativ lille del af filmen.

For vi kommer også på kursus i faldskærmsudspring sammen med Vincent Boujon, der fortaber sig i alt for mange tekniske detaljer omkring udspringet, og i passager glemmer det vigtigste: De menneskelige relationer.

Hvis filmen så bare havde haft en stærk visuel side, som retfærdiggjorde den megen info om faldskærmsudspringet, så havde meget været vundet, men også på den front skuffer ALIVE!. Det bliver derfor blot en lille løs men på sin vis opløftende film, som især kan have interesse for folk med HIV eller deres pårørende.