INDERST INDE – 3D

★★★★☆☆

Pete Docter var medinstruktør af den ret elskelige animationsfilm OP, så naturligvis har man høje forventninger til hans seneste film. Det emmer også denne gang af originalt, men næsten i en grad, der virker for overvældende.

Tonen og farverne indikerer, at målgruppen i højere grad har været yngre årgange, men omvendt er historien så kompleks, at de mindste simpelthen vil have svært ved at forstå den. For vi er på rejse i sindet på en lille pige, hvis følelser lader sig styre en af gruppe bizarre skabninger. Ingen mere elskelig end Triste, som Lisbeth Wulff giver både hjerte og smerte.

Til gengæld ærgrer man sig over castingen af det aldrende ægtepar Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæk som filmens unge forældrepar. Her er stemmerne så genkendelige, at det forstyrrer.

INDERST INDE forekommer mere omstændelig end godt er, og havde man bare luget lidt ud i de mange ideer, og givet mere plads til roen og eftertænksomheden, ville man have lettere ved at elske den. Nu beundrer man den snarere, men erkender samtidig, at den ligner en Oscar-kandidat til næste år. Man er dog afgjort mere charmeret af den yndige og temmelige vanvittige indledende kortfiilm om to syngende vulkaner, selvom den danske sangtekst virker lidt klodset!