ELTON JOHN – PÅ PLÆNEN I TIVOLI

★★★★★★

"The Bitch is Back"! Sådan re-lancerede Elton John sig selv på plænen i Tivoli – 44 år efter, at han var her sidst. Men det var en varm og kærlig Elton vi så denne aften, og måske især en taknemmelig Elton, der benyttede lejligheden til at takke sine danske fans for deres loyalitet gennem årtier.

At kærligheden blev gengældt var der ingen tvivl om. Publikum tog imod ethver af Elton Johns utallige hits. Det kan godt være, at en vis Paul McCartney i samarbejde med andre har skrevet flere udødelige popsange, men som solo-kompositør er der ingen nulevende sangskriver, der overgår Elton John i at lave ørehængere. Og vi fik heldigvis de fleste: Fra den tidløst bevægende "Candle in the Wind" og mesterværket "Goodbye Yellow Brick Road" til den dansevenlige "Crocodile Rock" og den inderlige "Your Song".

De højeste toner overlod Elton John til kor og publikum, uden at der gik nogen skår i glæden, for stemmen havde i mere end en forstand mere krop end tidligere. Og så er Sir Elton stadig også en eminent klaverbokser.

Sange som "Sorry seems to be the hardest word" får faktisk mere fylde jo ældre manden, der synger dem, er. Og da Elton John mod slutningen gav en hjertegribende fortolkning af den storladne popballade "Don’t let the sun go down on me", var der næppe et øje tørt i hele Tivoli.
Denne aften strålede solen utvetydigt for både Elton og os.