SPOOR

★★★★☆☆

ITidligere på året modtog Agnès Varda som den første kvindelige instruktør en æres-Oscar i Hollywood. Men man skal ikke bliver overrasket, hvis Agnieszka Holland bliver den næste.
Selvom hun er relativt ukendt herhjemme, har hun levet et langt liv i filmens tjeneste, og begyndte karrieren som assistent for landsmanden Andrzej Wajda.

I midten af 80erne gjorde Holland sig bemærket med "Bitter Høst", der gjorde Armin Mueller-Stahls karriere international. Også "Olivier, Olivier" hører blandt de bedste af hendes tidligere film. Men det er den Oscar-nominerede "Europa, Europa", der slår hendes navn fast som datidens førende kvindelige instruktør.

Det medfører tilbud fra det store udland bl.a. to stemningsmættede Maggie Smith-film, "Den hemmelige have" og "Washington Square" efter begavede litterære forlæg. Ind imellem får hun en dristig præstation ud af Leonardo DiCaprio i Rimbaud-filmen "Total Eclipse". Efter nogle lidt magre år i det nye årtusinde, får hun et comeback i 2011 – og senere endnu en Oscar-nominering – for "In Darkness".

SPOOR er tilsynelandende en ordinær kriminalfilm om en ældre kvinde, der først mister sine hunde og så kommer på sporet af nogle bestialske mord. Alle henvendelser til myndighederne synes forgæves og hendes teorier bliver da også mere og mere fantastiske.

Agnieszka Holland viser os en mandeverden befolket med kødædende chauvinister. Intet under hvis en kvinde opfører sig stadig mere desperat for at blive hørt.

Den stemningsmættede billedeside suppleres med en fornem musik- og lydside, som kunne være en Kieslowski-film værdig. Oven i købet får vi en mesterlig hovedrollepræstation af Agnieszka Mandat-Grabka, der faktisk blev hædret som bedste skuespillerinde på Valladolid International Film Festival.

Måske ville det have været en bedre ide at lade nogle få visninger af SPOOR indlede en Agnieszka Holland-serie fremfor at ophøje den til månedens film. Det må billetsalget vise. Men dejligt er det i al fald at se en ny polsk kvalitetsfilm på et dansk biograflærred.