– på plænen i Tivoli
★★★★☆☆
>
Man kan med en vis ret mene, at Tony Bennett og Lady Gaga er et umage par – men ikke kun aldersmæssigt. Men et langt stykke af vejen er de faktisk gode for hinanden, i al fald når man ser dem optræde på den store scene foran plænen i Tivoli.
For meget kan man sige om Lady Gaga, men underholdningsværdi har hun i al fald – godt hjulpet på vej af et væld af kostumeskift. Tony Bennett har derimod sine force i de stille ballader, og så er det sådan set rart, at der ind imellem er et farverigt pigebarn til at peppe showet lidt op.
Omvendt giver han hende en snert af klasse og ikke mindst patina, som hun i den grad har brug for som jazzsangerinde.
Man tvivler ikke på hendes kærlighed til genren og viljen til at synge diverse jazzklassikere med hjerte.
Men hun er og bliver jazzsangerinde på samme måde som Barbra Streisand er det: Fyldt med overteatralske manerer og med hang til klovnerier, når hun også keder sig selv. Værst når hun iført en pompøs lyserød kjole med kæmpesløjfe, der får hende til at ligne en glaceret marengs, kaster sig ud i en ulideligt krukket version af "La Vie En Rose". Stemmen må siges at være ret kraftig og spænder over mange toner, men "La Vie En Rose" bør ikke være en opvisning – Se hvor mor kan! – men indeholder en gribende historie, der skal formidles. Her kunne Lady Gaga tage ved lære af f.eks. Liza Minnelli, der er en storyteller af guds nåde.
Eller bare lyttet og lære af Tony Bennett. Hans samarbejde med Amy Winehouse var kunstnerisk frugtbart, mens man har indtryk af, at dette samarbejde først og fremmest har økonomiske kvaliteter. På et tidspunkt siger Tony Bennett da også med vanligt glimt i øje:
"I hope you buy the album. Lady Gaga needs the money".
Der er Frank Sinatra, der i et lydklip introducerer Tony Bennett på scenen som verdens bedste sanger (det sagde han vist også om Johnny Mathis?), og Bennett har da også et lille medley af relativt sjældne Sinatra-sange som hyldest til Ol’ Blue Eyes, der kunne være blevet 100 år i år. Bennett fortolker ligeledes en Duke Ellington-komposition på forbilledlig vis og så får vi hans monumentale udgave af Charlie Chaplins "Smile", som Chaplin selv efter sigende var begejstret for.
Men dybest går nok hans fortolkning af "Strangers in Paradise" fra den urimeligt oversete musical "Kismet". Her krystaliserer Bennett alt det som Gaga aldrig kommer i nærheden af til en sjælfuld fortolking, der går lige i hjertekuglen.
Så selvom Lady Gaga er en entertainer og på sin vis imponerer, så er og bliver det gamle Tony Bennett, der får os til at lytte til teksterne.
