PARIS OF THE NORTH

★★★★☆☆

Hafsteinn Gunnar Sigurðssons underfundige islandske komedie PARIS OF THE NORTH ("París Norðursins") tager sin begyndelse under læreren Hugis lange joggingtur. Men selvom Hugi løber og løber, har han alligevel svært ved at flytte sig rent mentalt, for på trods af relationen til den enlige mor Edna har han svært ved at komme sig over ex-kæresten, der tog til Portugal.

Vi befinder os i en islandsk flække med blot 150 indbyggere kun omgivet af betagende smuk natur, så de eneste mennesker Hugi træffer til sine AA-møder er Ednas ex-mand og dennes far. Ednas søn Albert betragter Hugi som sin bedste ven, men alle disse menneskelige forhold forrykkes, da Hugis dominerende far Veigar dukker op en dag.
Hugi spilles glimrende af Björn Thors, der formår at formidle Hugis frustrationer, så vi forstår dem til fulde. Helgi Björnssson vandt den islandske filmpris for bedste mandlige birolle takket være sin frenstilling af den alkoholiserede fader Veigar, men også filmens øvrige roller spilles med overbevisning.

PARIS OF THE NORTH er dog først og sidst et vemodigt og kærligt portræt af et forpint land. En synkende eller i al fald temmelig kedsommelig skude, der ganske vist rummer stor visuel skønhed, men som man ifølge al sund fornuft bør forlade. Det gør man dog aldrig ustraffet, for der vil altid være et element af svigt – ikke mindst i forhold til de nye generationer. Det er derfor, at drengen Albert bliver filmens egentlige smertepunkt og det er derfor PARIS OF THE NORTH gør mere ondt end så mange andre lune komedier.