★★☆☆☆☆
Der er mere kropsdue end spurv over Kirsten Siggaards portræt af Edith Piaf i denne omgang, En tarvelig turné-forestilling om Piaf med manuskript af Lars Oluf Larsen gæster bl.a. Stærekassen, hvor den nærmest drukner. Teksten virker hverken værre eller bedre end så mange andre forsøg på at malke Piaf-myten, og Kirsten Siggaard har da også stadig en køn stemme, når hun ikke overdriver Piafs nasaler. Men det synes samtidig at være noget udvendigt over Kirsten Siggaards ageren, en distance til karakteren, som man ikke oplevede det i Lisbet Dahls uforglemmelige udgave.
Siggaards diktion forbliver nydelig. Selv når hun bander, kan hun næsten ikke lade være med at gøre det pænt. På samme måde forfalder hun i afgørende øjeblikke til blank skønsang, hvor vi har brug for at kigge ind i sjælen på Piaf. Det er sangene, ikke fortolkningerne, der fortryller, og teatralske attituder gør det ikke ud for ægte dybde.
De øvrige medvirkende har intet fornuftigt at arbejde med, og selvom instruktøren Pia Rosenbaum generøst giver dem mulighed for at synge lidt med, så ændrer det ikke ved, at SPURVEN har karakter af et noget tvivlsomt one woman-show.
Nb! Betalende gæster bør være opmærksomme på, at forestillingens producent har indført afleverings- og betalingspligt for overtøj i Stærekassens garderobe – og samtidig afspæret alle de steder, hvor man sædvanligvis kan hænge sin frakke gratis. Samtidig tager man ikke imod dankort…
