★★★★★☆
3D effekterne gør faktisk ikke den store forskel, for FINDING NEMO er under alle omstændigheder stadig en stor fornøjelse.
Det skyldes især en ganske fortryllende historie om den moderløse Nemo, der vokser op skarpt overvåget af sin beskyttende far. Lige indtil den dag Nemo i trods vover sig ud på det dybe vand og ender i et akvarium.
Manuskriptet bobler med ideer fra start til slut, og så har folkene bag Nemo tydeligvis hjertet på rette sted, så man
forlader biografen opløftet og beriget.
Den danske versionering lever nogenlunde op til den amerikanske, og man glæder sig især over nogle sjove sideroller leveret med præcision af Ulla Jessen og Sonja Oppenhagen.
Om det faktum, at lyden ikke forekom perfekt skyldtes, at filmen er af ældre dato eller problematiske lydforhold i Palads-biografens sal 1 kan være være svært at vurdere. Men der skal heldigvis mere til at tage livet af et sprællevende vidunder som Nemo.