★★★★★☆
Next Zone og koreografen Lene Boel er rykket ind i maskinhallen ved botanisk have, hvor man præsenterer et brag af en danseforestilling under titlen DREAMTIME.
Publikum placeres midt i rummet på puder og træstole. En midtergang forbinder de to dansegulve i hver sin ende af lokalet, hvor fem eksotiske dansere – tre mænd og to kvinder – snart kaster sig ud i heftig dans i diverse moderne stilarter.
Rex Casswells elektroniske musik har rod i den arabiske verden, hvilket også præger de elegante kostumer. Også Jesper Kongshaugs lyssætning tilfører forestillingen en forunderlighed, hvor alt kan ske og sker.
Alle danserne gør det glimrende. Men Anthony Yung synes denne aften at være i særklasse. En alsidig danser, der både rummer maskulin poesi i forestillingens mere stille passager, for så at eksploderer i forrygende breakdance. Der er da også i brugen af Anthony Yung, at Lene Boels koreografi for alvor går nye veje, bl.a. via nogle spasmeagtige bevægelser, hvor Yung skubber sig selv hen ad gulvet.
Men de øvrige dansere fortjener ligeledes ros. Edwin Condette har en slangemands krop, og hans robotagtige bevægelser er uhyre præcise. Martin Karlshøj slår kraftspring og formår at visne umiddelbart efter landingen med stor scenisk effekt.
Også forestillingens to spanske kvinder formår at markere sig med temperamentsfulde dansetrin. Mireia Pinol åbenbarer en kraftfuld lidenskab i sin dans, men evner også at stå yndefuldt på rulleskøjter. Og Nadia Pesarrodona Rovina danser både med stort nærvær og en umiddelbar naturlighed.
DREAMTIME er i sandhed en drøm af danseforestilling, som tager den moderne dans ud i et mindre konkret univers, hvor mulighederne synes uendelig. Så forkæl dig selv med lidt drømmetid, og giv dig hen til de fem tryllebindende dansere.
