★★★★★☆
Sidste del af Marie Topps solo-trilogi gæster Dansehallerne for en kort bemærkning, og bekræfter hendes enestående talent både som danser og koreograf. Via en minimalistisk stil, der leder tanken hen på et filmisk stileben som Victor Erices "Kvædetræets sol" erfarer vi i løbet af 40 minutter, at less is more. For selvom der overfladisk betragtet kun sker det, at Marie Topp rejser sig op, så er det i kroppens små vibrationer og forandringer, at den egentlige historie fortælles.
Den kan lyde lovlig krukket, og forekommer også på konceptplan en smule fortænkt, men Maria Topp får alligevel investeret både nerve og nærvær i dette afsluttende værk. Ydre kræfter som lyd og lys intensiveres sideløbende med at kroppens bevægelser ændrer karakter.
Ved forestillingens starts ligger hendes smukke blåklædte skikkelse i en oplyst firkant med hvide ventilatorer i hvert hjørne. Lydkulissen består af metaliske slag, der vokser i styrke og intensitet, og så snart får selskab af en ringelyd, da Marie Topp er kommet op i siddende skikkelse. Senere kulminerer lyden tilsyneladende i en art natureksplosion, som når jordens flader skuer mod hinanden.
Det er som om vi bliver vidne til et urvæsens første spæde skridt på jorden. Men man kan også vælge at se figuren som et menneske, der har været udsat for et uheld eller har et handikap, og som derved må kæmpe for at få sin førlighed tilbage.
Marie Topps ansigt udstråler på een gang sårbarhed og styrke, og det er belysningen, der afgrænser hendes bevægelser og som fremhæver ansigtets skygger og skønhed.
Og da hun til slut bliver i stand til at rejse sig helt op, ser vi både et urvæsens møde med en ny og skræmmende verden. Men vi genkender også et sart menneske, der har overvundet diverse fysiske forhindringer, og nu står ansigt til ansigt med den barske virkelighed, som venter udenfor firkanten.
