PERPLEX

★★★★

Marius von Mayenburg har skrevet en ganske original komedie, hvor inter tilsyneladende er, hvad man tror. Det moderne menneske spiller nemlig mange roller, og det gælder også for de fire medvirkende skuespillere, der igennem hele stykket forvandles fra par til venner, kærester, børn, aupair-pige med mere.

Christoffer Berdal sørger for et friskt tempo, selvom halvanden time nok er lige i overkanten af, hvad disse løjer kan bære. Men holdet arbejder energisk med stoffet, og alle har bestemt deres øjeblikke:

Troels Lyby lufter kækt sit lem, men fremstår nu mere besnærende som kåd elg. Ellen Hillingsø taler med autoritet i overdådig valkyrie-udklædning, og Louise Mieritz gir den som ildspruttende vulkan for pludselig at bryde ud i et sangmedley, der er en kortsluttet jukebox værdig. Mest overrasket bliver man af Jon Lange, der med skarp komisk timing skifter fra naziuniform til skidragt, men kulminerer i det kæreste tudeanfald

At der denne aften indtræffer flere tekniske uheld på scenen – herunder en knækket sofa – påvirker desværre skuespillernes koncentration og skader helhedsindtrykket, for PERPLEX bør spilles med alvor for at fungere 100 procent. Men at man generelt morer sig, bør der ikke herske tvivl om, selvom de færreste vil kunne genfortælle handlingen.