SVAMPEBOB: EN RIGTIG LANDKRABBE

★★☆☆☆☆

Instruktørerne Paul Tibbett og Mike Mitchell har overført TV-fænomenet SVAMPEBOB til det store lærred, og det er der sikkert mange, der vil være begejstrede for. Man har til lejligheden fundet selveste Antonio Banderas frem, og han agerer ganske vellystigt sørøveren Burgerskæg, der synes at være en ikke så fjern slægtning til Johnny Depps caribiske pirat.

Plottet går i al enkelhed ud på, at den hemmelige opskrift bag de populære krabbeburgere er blevet stjålet, og hvis der noget, som både ung og gammel kan samles om, så er en fælles kamp for at sikre måltiderne.

De glade farver appellerer til småfolk, men mange af de indforståede vittigheder i det ganske morsomme manuskript henvender sig især til voksne, som ville have haft en tålelig biografoplevelser, hvis ikke filmens overgearede tone var kommet på tværs.

Der hersker en konstant hysterisk stemning i filmen, som forplanter sig til de stadig mere urolige unger i salen, og for at gøre ondt værre overspiller stort set alle de danske skuespillere deres roller til ulidelighed. Bikini Bunden nås i en håbløs Team-sang, men meget kunne være vundet, hvis alle parter havde taget den lidt med ro undervejs, så børn og deres voksne også får mulighed for at geare lidt ned.