★★★★☆☆
Frederiksberg Scenen har atter engang lukket dørene op for den moderne julecabaret HAR DU SET MIN NISSEHUE MOR?, der modtog en Reumert-nominering tidligere på året.
Den velfungerende trio Platt-Form triumferer ikke mindst vokalt og en mere musikalsk juleforestilling skal man lede længe efter. Det største læs trækker Laus Høybye, der også har skrevet en række både morsomme og skarpe sange til forestillingen. Høybye giver heldigvis også flere eksempler på, hvorfor han regnes for den mest alsidige af de danske musicalsangere, og repertoiret spænder fra barok til banal pop. Han har også sjældent været morsommere end her – hvad enten han gir den som operasanger, tysk performancekunstner eller en meget selvfed engel.
Og Mille Lehfeldt slægter altså mor Kirsten på indenfor det komiske rollefag, og det har hun bestemt ingen grund til at skamme sig over. De medvirkende udviser heldigvis også stor selvironi i forhold til familie og deres private imager iøvrigt. Den tredje og mest ukendte skuespiller Jakob Fauerby følger godt med de øvrige to, og hans dejlige varme stemme hører også til forestillingens store gevinster.
HAR DU SET MIN NISSEHUE MOR? har med andre ord både friskhed og et musikalt overskud. Den afsluttende Platt-Form sang har næsten hit-potentiale. En dejlig skæv måde at markere julen på, selvom stærkt troende nok havde foretrukket en anden type forestillling pga Platt-Forms yderst alternative juleevangelium. En brændt nissehue kan sikkert også støde enkelte, selvom mange sikkert får lysten til selv at stryge tændstikken i løbet af den kommende tid.