ALICE I EVENTYRLAND (Aalborg Teater)

★★★★★☆

Heinrich Christensen har efterhånden udviklet sig til en af dansk teaters bedste billedskabere, og derfor er det en rigtig god ide at give ham lov til at iscenesætte ALICE I EVENTYRLAND, hvor hans sans for det groteske og bizarre for alvor kan komme til udtryk.

Det resulterer ikke bare i een, men et hav af Alice’r – om det så er juletræet i foyeren på Aalborg Teater, så har man også udsmykket det med Alice’r.

På scenen er får vi hele ni Alice’er, bl.a. Kenneth Thordahl, der dog primært tager sig af musikken til de syrede sange, han selv har komponeret. Han får dog musikalsk assistance af hele holdet – ikke mindst sangligt, for synge kan de også på Aalborg Teater.

På skift er disse Alice’r i fokus, mens de øvrige på magisk vis forvandler sig til Lewis Carrols festlige fabeldyr – med mere end et strejf Heinrich Christensen. Merete Mærkedahl fortryller således, hvad enten hun er syvsover eller en meget bange mus. Og Sigrid Husjord er nærmest frygtindgydende morsom, hvad enten hun illuderer grise-baby eller… grillkylling.

ALICE I EVENTYRLAND henvender sig nok mere til voksne end til børn – men tag bare ungerne med – det tar de bestemt ingen skade af – tværtimod. For ALICE I EVENTYRLAND er en ret skøn visuel tour-de-force, der gør os trygge ved det sære og mærkelige.

Så lad os da lige nævne scenografen og kostumedesigneren Ida Marie Ellekilde, uden hendes opfindsomhed var forestillingen unægteligt blevet en anden.