★★★★☆☆
Roif Heim regnes med rette for Danmarks bedste instruktør af teaterkoncerter. For han nøjes ikke med at sætte flotte billeder på sangene, men finder også nye meninger bag ordene. Den kvalitet finder vi heldigvis også i ROLLING STONES TEATERKONCERT, der efter at have triumferet i Jylland nu indtager den mindste af Falconer scenerne i København.
Han har samlet et ret forrygende hold anført af det urimeligt talentfulde søskendepar Simon og Cecilie Stenspil. Michael Falch låner en klædelig patina og autenticitet til koncerten ligesom både Simon Mathew og Kitt Maiken Mortensen har deres gyldne øjeblikke. Også musikalsk er dynamikken i top, hvad enten der spilles på trommer, guitar – eller toilet. Fem rummelige køleskabe udgør scenografien i stueetagen, mens musikkerne hovedsagligt holder til på første sal.
Vi får primært rullestenenes kendte numre, men det giver også god mening, når nu indpakninger er ny. Formen genkender man unægtelig fra andre Heim-koncerter, men det gør kun overraskelsen – ikke fornøjelsen – mindre.