★★★>
☆☆
Nobelpris-vinder eller ej – Harold Pinters dramatik virker altså en lille smule støvet, når man ser den opført i dag. Vel har teksten haft enorm indflydelse, dens litterære kvaliteter synes stadig indlysende og ordene har endnu noget at sige os. Men ordudvekslingerne forekommer for fortænkte og krukkede i dag til, at de for alvor får liv på scenen.
Om det også skyldes Jørgen Andersens oversættelse, den generelle tekstbearbejdelse – eller mangel på samme – kan være svært at vurdere, men det korte af det lange er, at teksten ikke fænger i den nuværende form. Der henvises flittigt til Fred Astaire-sange og Carol Reed-filmen "Natten uden nåde" (Odd Man Out) med James Mason, men det skal man i al fald være over 50 for at få fuldt udbytte af.
Teaterdirektør og instruktør Maria Walbom Vinterberg lader stykket udspille sig i et næsten nøgent hospitalshvidt rum udstyret med en stor seng og med nogle få lyskilder som det eneste bidrag til atmosfæren.
De tre skuespillere har tilsyneladende valgt hver deres tilgang til stoffet. Mest vittig er Michael Moritzen, der også formår at give sin figur et strejf af noget ægte britisk, hvilket klæder Pinters tekst.
Ligesom i originalopsætningen skiftes de to skuespillerinder til at spille kone og elskerinder afhængig af hvilken aften, man ser forestillingen.
Sarah Boberg har denne aften påtaget sig den store tragedienne-attitude, som var det selveste Medea, hun skulle portrætere og ikke Pinters forsmåede hustru. Men hun er nok den af de tre, der gør dybest indtryk, selvom man kan diskutere, hvor Pintersk præstationen egentlig er.
Som elskerinden må Beate Bille primært betegnes som en visuel fornøjelse, selvom hverken hun eller de øvrige medvirkende kan stille noget op med de gyselige kostumer – et virvar af prikker og striber, der kun tjener som et angreb på synsnerven.
Lad os håbe, at Teatret ved Sorte Hest får mulighed for at puste mere skønhed og liv ind i deres næste Pinter-forestillingen, så man ikke mister troen på Pinters tidløshed.
