★★★★☆☆
Nicolas Cage gør et tiltrængt comeback i titelrollen som JOE, en vejrbidt skovhugger, der ikke er gået let igennem livet. Men i det mindste forsøger han at holde sig i skinnet trods et til tider problematisk temperament. I den store dreng Gary genkender han tilsyneladende sig selv, og forsøger at hjælpe ham, trods næsten umulige odds. For Gary må i en alder af 15 år bl.a. kæmpe med en fordrukken og til tider voldelig far og forsørge hele familien. Og når familien så samtidig omfatter en søster, der pludselig helt er holdt med at tale, forekommer det umuligt for en ansvarsfuld bror at gøre sig fri.
Tye Sheridan (der også gjorde det så glimrende i “Mud”) stjæler ofte billeder fra Cage som den 15-årige Gary. Han formår sågar at vise, at han faktisk holder af faderen, men at han bare ikke kan acceptere hans opførsel. Intet under at Tye Sheridan vandt talent-prisen på filmfestivalen i Venedig for denne film, eftersom han besidder en friskhed og en autencitet blottet for vanlige Hollywood-glamour.
David Gordon Green formår atter at trænge ind i en glemt verden proppet med forsømte mennesker, og får os gradvist til at interessere os for dem. Især miljøbeskrivelsen virker præcis, og så kan Green skabe kontrastfyldte billeder, hvor smukke naturscenerier står i grel modsætning til den menneskelige armod.
JOE er med sine knap to timer en film for det tålmodige publikum. Men den formår at give os en fysisk fornemmelse af, hvor grumt livet også kan være i “mulighedernes land”.
