GUARDIANS OF THE GALAXY – 3D

★★★★☆☆

Instruktøren James Gunn har “Movie 43” (sidste års værste DVD-udgivelse) på samvittigheden, så det er med nogen nervøsitet, man begiver sig ind til Marvel-studierne seneste tegnefilminspirerede sci-fi epos.

Men faktisk hører denne film til den mere fornøjelige slags, bl.a. fordi de medvirkende ikke tager sig selv alt for alvorlige. Den smånuttede og ikke alt for kløgtige helt Peter Quill spilles i al fald med glimt i øjet af Chris Pratt, og han får følgeskab af en herligt aparte komisk duo bestående af… en vaskebjørn og et træ! Man har tydeligvis ladet sig inspirere af den første “Star Wars”-film, hvor det blot var to robotter, der leverede morskaben, men tonen forekommer endnu mere skæv. Især når de friske replikker kommer fra Bradley Cooper, der lægger stemme til vaskebjørnen Rocket.

Filmens alt andet end svage heltinde spilles af den sprøde Zoe Saldana, der allerede i “Avatar” viste, at hun kunne sparke røv. Derimod får James Gunn for lidt ud af magtfulde skuespillere som Glenn Close og Djimon Hounsou, der mest skal posere.

Et ganske forrygende soundtrack med diverse 80er-hits bidrager dog til festlighederne og rent teknisk hører filmen til i en klasse med “Iron Man” og “The Avengers”, men producenten er da også den samme. Så har man mod på et par timers uhøjtidelig underholdning, så virker denne film som et ganske godt bud.