MINISEKTERNE

★★★★★★

Insekternes liv og færden har allerede været genstand for flere gode animationsfilm – tænk bare på “Antz” og “Græsrødderne”. Men MINISEKTERNE fremstår alligevel som den mest originale af dem alle. Dels fordi den kombinerer naturoptagelser med animation og dels fordi der ingen dialog er i filmen.

Det kunne sagtens være blevet kedeligt, men er det ikke, fordi den visuelle opfindsomhed kombineres med et humoristisk lydarbejde og Hervé Lavandiers medrivende musik.

På trods af ordløsheden får instruktørerne Hélène Giraud og Thomas Szabo også fortalt deres historie med en imponerende klarhed, så også de små kan være med.

Vi følger en gæv lille mariehøne, der efter et uheld for en tid mister evnen til at flyve. Men efter at have reddet en myres liv, formes nye venskaber. Men farerne lurer overalt i naturen – både til lands og til vands – og ikke mindste de grumme røde myrer bør man være på vagt overfor.

MINISEKTERNE virker ligefrem forfriskende, når man er vandt til de støjtende amerikanske produktioner, hvor skuespillerne synes at kæmpe om opmærksomhed ved at råbe højest. Her er derimod en velgørende ro, som kun kan have positiv indvirkning på ungerne og samtidig et ganske magisk univers – fri for 3D briller. Så man kan ligefrem være stolt over at tage ungerne med til MINISEKSTERNE – den er i al beskedenhed et lille poetisk mesterværk om savn og om nye relationer mellem selv meget forskellige skabninger.