LUX-PRISEN 2013

Hvad er Lux-prisen? Det er såmænd Europa Parlamentets filmpris, der faktisk har eksisteret siden 2007, men som fortsat lever et liv i relativ ubemærkethed. Man kan også med en vis ret mene, at det sidste denne verden har brug for er endnu en filmpris, men fra EUs side synes man fast besluttet på, at Lux-prisen er vejen frem, og hovedformålene bag prisen forekommer da også ædle.

Prisen skal for det første skabe debat om EU og EUs politik og for det andet fremme udbredelsen af europæiske produktioner (herunder co-produktioner) i EU. Eftersom de færreste kender til dens eksistens, er dens bidrag til debat selvsagt minimal. Og spørgsmålet er om ikke de enorme ressourcer, der anvendes i forbindelse med prisen ikke kunne fremme filmdistributionen på bedre vis.

Man har bl.a. bekostet kostbare festivalbesøg for næsten 30 unge filmenthusiaster, der så har til opgave at fungere som
ambassadører for prisen i deres hjemland. På papiret et smukt projekt, men hvad får man reelt ud af dette? En lille gruppe unge uden egentlig filmkendskab kan muligvis hive et par af kammeraterne med til disse film, men er det nok i forhold til udgifterne?

Et minimumskrav bør i al fald være en vis filmfaglig baggrund, så disse unge kan tale med vægt og indsigt om de film, de ser. I Danmark udtalte den danske pris-ambassadrice forud for visningen af en nomineret film, at hun bedre kunne lide de andre. Den pågældende film havde netop opnået dansk distribution, og filmens importør var naturligvis oprørt over en så klodset udmelding, når det jo netop burde være Lux-prisen – og dens repræsentanters opgave at støtte den generelle udbredelse uforbeholdent fremfor at stille sig selv til dommer over filmene – tilmed uden faglig viden. En introduktion til en anden af filmene viste da også, at den unge ambassadrice slet ikke var klædt fagligt på til sin formidlingsopgave, og i sidste ende bør man ikke bebrejde hende, men snarere de mennesker, der på denne måde smider hende for løverne. Man må i al fald håbe, at
situationen ser anderledes ud i de andre europæiske lande, men indtrykket i forbindelse med prisuddelingen i Strasburg var ikke overbevisende. Der skal altså mere end høflighed og en række kønne ansigter til at forberede filmdistibutionen i Europa. Hvor er fagligheden blevet af?

Hvis man seriøst mener, at et af hovedformålene med Lux-prisen er at vise den kulturelle mangfoldighed, bør svaret ikke være et korps af unge på rundfart i Europa, men derimod en øget udbredelse af et større antal europæiske film. Tre nominerede kandidater er langt fra nok til at give et reelt indtryk af den kulturelle mangfoldighed, og man kunne eventuelt indgå i en alliance med filmakademierne i EU om at vise deres bedste film i alle EU-landene. Et lignende projekt er gennemført på kortfilms-fronten og det bør være vejen frem. Derved sikrer man sig nemlig den nødvendige faglighed samtidig med, at man lever op til ideen om kulturel mangfoldighed.

Tilbage står stadig spørgsmålet om større synlighed. Her kunne et samarbejde med Det Europæiske Film Akademi være oplagt. Guderne skal vide, at Det Europæiske Film Akademi også har brug for forbedringer – gerne med den engelske Bafta-pris som forbillede – og i lighed med Lux-prisen bør der skabes et mere troværdigt billede af udvælgelsen og afstemningerne. Det Europæiske Film Akademi har i al fald haft svært ved at overbevise selv nogenlunde velbegavede filmjournalister om, at islandske og portugisiske film har fået flest stemmer i eventuelle publikumsafstemninger. Så virker det mere ærligt – og nyttigt – at have en pris, der gives til den EU-film, der pga af sin kunstneriske værdi og indholdsmæssige relevans fortjener større udbredelse. Her kunne Lux-prisen komme til at spille en ny og afgørende rolle.

Årets tre kandidater kan hver på sin måde anses som gode film. Den medrivende musikalske tåreperser THE BROKEN CIRCLE BREAKDOWN af Felix van Groeningen løb med hovedprisen, selvom den allerede har modtaget publikumspriser og flere steder anses blandt Oscar-favoritterne. Det virker derfor næsten overflødigt at støtte netop denne film med penge til oversættelse, da den enten er eller vil blive importeret til de fleste hvis ikke alle EU-lande og oversat tii diverse EU-sprog. Filmen har tilmed også en umiddelbar mulighed for at møde et stort publikum, som de andre ikke har, og selv for filmens instruktør giver en Oscar også mere mening. Man kan derfor uden at fornærme nogen med stor ret argumenterer for, at THE BROKEN CIRCLE BREAKDOWN er den bedste og i al fald mest folkelige af de tre kvalitetetsfilm, men også at det er den mindst oplagte kandidat til netop denne pris jvnf. LUX-prisens egne retningslinier.

Den anden af de tre nominerede film, Clio Barnards THE SELFISH GIANT, er en mørk og dyster affære om en grum hverdag for to engelske drenge. På trods af emnet har THE SELFISH GIANT dog allerede en fordel rent distributionsmæssigt i forhold til årets øvrige kandidater: Den er engelsksproget.

Af de tre film i konkurrencen kan der derfor ikke herske tvivl om, at den italienske MIÈLE umiddelbart ville have mest brug for prisen. Filmen omhandler bl.a. de moralske dilemmaer, der kan følge i kølvandet på aktiv dødshjælp. Instrutøren Valeria Golino er dog en internationalt kendt skuespillerinde, der med denne film debuterer som instruktør, og man må formode, at hendes internationale filmkarriere og en række store filmpriser vil give hende lettere adgang til medierne end andre debuterende instruktører.

Havde det virkelig været den kulturelle mangfoldighed, der havde været hovedkriteriet for at udvælge tre film til
hovedkonkurrencen, forekommer de tre overvejende østeuropæiske film, der deltog i den officelle udvælgelse, mere relevante. Men Lux-prisen er hidtil kun gået til rent vest-europæiske film, selvom f.eks. sidste års stærkeste og mest oplagte kandidat var en ungarnsk co-produktion kaldet "Csak a szél" af Bence Fliegauf. Her blev vi konfronteret med de brutale henrettelser af romaer, som næsten dagligt finder sted – men udenfor vesteuropa – og så hjælper det kun lidt, at filmen har både tysk og fransk med-producent. Man fornemmer i takt med den økonomiske krises udbredelse, at intentionerne om at kigge udover landegrænserne bliver mindre – selv i filmsammenhænge. Det Europæiske Filmakademi afholdte sig da også fra at give priser til årets guldpalme-vinder "Adéles liv – kapitel 1 & 2", selvom filmen af de fleste anmeldere vurderes som et af årets ubestridte mesterværker, og man gruer for, om instruktørens tunesiske baggrund har afholdt Akademiet fra at give filmen den fulde
opbakning, som den fortjener. I Lux-sammenhænge virker det i al fald påfaldende og lidt hyklerisk, at man gerne nævner og nominerer film fra og om østeuropa, men belønne dem med selve prisen vil man åbenbart ikke, selvom ingen har mere behov for hjælp.

Det er med andre ord på høje tid, at man får lagt en ny strategi for LUX-prisen, hvis den skal blive andet og mere end et mausolæum over EUs forfejlede kulturpolitik.