★☆☆☆☆☆
Chefen for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, varsler mindre og billigere forestillinger på de royale scener. Med en prøvetid på kun ni dage, et scenografibudget på 5000 kroner samt fire skuespillere plus en håndfuld statister ligner Eventministeriets seneste forestilling ØDIPUS LABORATORIET teaterchefens vision for fremtidens teater.
Teaterchefen skal dog være forvisset om, at bliver ØDIPUS LABORATORIET mønstereksemplet på hvad man kan præstere i Skuespilhuset, så er Det Kongelige Teater for alvor på katastrofekurs.
Instruktøren Anja Behrens foregiver , at dette "eksperiment" tager udgangspunkt i myten om Ødipus, men teksten synes i al fald hverken at have interesseret instruktør eller skuespillere, så skødesløst som den behandles. Og hvem kan da også trænges til bunds i så stort og komplekst værk, og præsentere en gennemarbejdet udgave på så kort tid?
Det kan næsten kun blive overfladisk og uvendigt teater, og det bliver det desværre også. Laboratoriets medarbejdere synes primært at fokusere på, hvilke uhyrligheder man kan få unge tillidsfulde skuespillere til at gå med til.
Således skal alle fire skuespillere naturligvis kravle rundt som hunde og smøres ind i hvid maling. Har man erfaringer med middelmådig tysk regiteater, så ved man, at det så kun er et spørgsmål om tid, før en eller flere af de medvirkende må smide tøjet.
Det bliver stakkels Simon Sears, der får til opgave at løfte op i de korte guldbukser, så vi kan se kønsdele flagre. En topløs Christine Sønderris sønderriver et stort stykke rådt kødt med tænderne, hvorimod Elliot Crosset Hove skal formidle en umulig tekst om at stikke pikken i munden på sin mor. Endelig synger Iza Mortag Freund grandiøs klagesang med ensformige ord.
En strammere styring af overgangen mellem de to skuespilchefer ville have sikret en økonomisk mere forsvarlig start for den nye skuespilchef Morten Kirkskov. Denne royale Ødipus kunne man i al fald have sparet både teatret og publikum for.
