NÅR KRYBBEN ER TOM…

★★★★☆☆

Titlen på Café Livas julecabaret virker ikke kun aktuel rent samfundsmæssigt, men synes næsten at foregribe Café Livas økonomiske situation. Trods en del succes i de senere år har den populære teaterbåd ikke fået fornyet sin bevilling, og en æra synes dermed snart at være slut.

Men man må give Jacob Morild, at han holder humøret oppe, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at julecabareten også i år spilles hjem. Ingen kan jodle så kært som Morild eller blive bange for sit egen pandehår. Morild har også skrevet hovedparten af teksterne – skarpest er igen i år hans meget særegne variation af juleevangeliet. Men også en meget fremmelig version af børnelegen Far, Mor & Børn afslører i høj grad hvilke forældretyper, som disse børn har.

Det sjoveste indslag er dog fuldesketchen "Sushi", hvor Jacob Morild og Tom Jensen overgår hinanden i forvrøvlet druksnak, så lattertårerne triller blandt publikum. Tom Jensen har ligeledes en skøn mimik som henført medlem af en frelserhær og som en vis ulidelig folkesanger med fornavnet Lars.

Det jyske revyfænomen Lone Rødbroe bidrager først og fremmest med ukuelig spillelyst, men det har bestemt også værdi, når julehumøret skal formidles videre. Og det bliver det på Café Liva, som fortjener lidt klejner i kassen som tak.